Mig og karate.

Hej nørder!

Jeg har altid set på karate som en pop-dille for pop-duller og dillere (?!), men lige pludselig en dag tog fanden ved mig, og overbeviste mig om, at jeg også skulle prøve skidtet, og hvilket bedre tidspunkt var der, end når ens kammerat på 102kg muskel (vejer selv 60) lige var startet? Samme tænkte jeg, og skal man trække paraleller fra det her til verden udenfor, så er det her nogenlunde hvad jeg har erfaret:



Men nok om mit tuderi.

Jeg kan ikke rigtig gøre op med mig selv, om karate er noget for mig, om det egentlig er noget jeg gider. Jeg kan ikke engang gøre op med mig selv, om jeg egentlig syntes det var sjov, og nej det er ikke pga. af tæskene.

Jeg starter snart i 2.g på den mest (hvis man kan sige, der er nogen, der er det) matematiske studieretning, og jeg kan allerede se på mit skema nu, at jeg næppe får overskud til at lave mine ting, og samtidig have hel vild og voldsom overskud til at blive krøllet sammen tre timer om ugen, selvom det da har sin egen charme. Lige nu er jeg fuldstændig bombet, efter at have været til en karate-træning, og det er endda hvor jeg ikke har lavet det helt vilde de sidste par måneder, så hvis jeg kender mig selv ret, så ved jeg, at jeg meget hurtigt mister lysten til karate når jeg hvert dag skal stå op klokken lort, og sidde på en skolebænk og løse ligninger en hel dag.

Hmm...

Hvorfor blev vi dog også udstyret med en hjerne, der absolut skal gradbøje og overveje hver enkelt ting?

- Khaine775

Nææh, en iPhone

Så blev det også min tur.

Jeg har aldrig været en særlig stor fan af hverken Apple eller nogle af deres produkter, så da de udgav deres første iPhone i USA vakte det heller ikke den helt store interesse i mig, dels fordi det var noget fra Apple, dels fordi det kun var i USA. Så kom deres iPod Touch til DK, en kammerat fik fat i en, og straks var jeg forelsket i den. Alting virkede fuldstændig gennemført i forhold til noget andet, jeg nogensinde havde set i et stykke håndholdt elektronik. Jeg købte dog ikke selv en, for 2000,- var lige i overkanten for en MP3-afspiller.

Det var egentlig først der, hvor det gik op for mig, at iPhonen næsten var det samme som Touch'en, bare med flere funktioner og muligheder naturligvis.

Så blev den opdaterede iPhone, iPhone 3G annonceret, og sammen med den også nyheden om, at den kom til Danmark. Den dag var en stor dag i min bog, for den dag markerede tidspunktet for hvornår jeg endelig kunne tillade mig selv at bruge penge på et produkt, som jeg ville kunne erstatte både MP3 og mobil med. Hurra for det.

Jeg sidder så i dag, en frygtelig masse dage senere, ved siden af min iPhone 3G, og jeg må sige, at jeg bliver gladere og gladere for den, for hver dag der går. Ja, jeg bliver endda glad bare af at sidde her og kigge på den. Alene selve telefonens ydre design er mere end 100% gennemført, og når man først får et indtryk af selve softwarens kosmetiske, såvel som funktionelle design, for slet ikke at tale om hvor frygtelig elegant og intuitivt det hele er sat sammen på, så er man ikke i tvivl om, at man her sidder med et produkt der vil noget. Folkene bag det vil noget. Det føles ikke bare som et produkt Apple har smidt ud for at tjene nogle hurtige penge (selvfølgelig er det dog det), nej det her føles som guldægget af en flok ingeniører -og designeres livsarbejde.



iPhone 3G - 11/10