Juxer's blog
03-01-2011 - 22:44

Gil Scott-Heron - I'm New Here




Gil Scott-Heron er nok bedst kendt, selvom kendt nok er et overdrivende ord i denne sammenhæng, fra Kanye Wests sampling af 'Comment #1' på hans nummer 'Who Will Survive in America'. Hvad færre ved er at Heron ligeledes har lånt materiale fra West på denne skive. Netop denne sampling, som udgør to numre i hver sin ende af pladen, indkapsler det tema som albummets resterende skæringer cirkulerer omkring; kvinder og hvilken påvirking de har haft på Herons liv.

Det sparsomme instrumentale lydbillede er primært minimalistiske beats med hip-hop og jazz-referencer. Der er programmerede trommer så industrielt lydende at man næsten kan høre dampen sitre, der er Portishead-kicks og Massive Attack-bas og synths. Disse simple, men effektive og dystre virkemidler underbygger stemningen i Herons spoken words og hylende blues. Hvor Heron tidligere har været kendt for meget samfundskritiske øjenhøjdeskildringer af 70- og 80'ernes kår i det sorte Amerika er I'm New Here mere en selvransagelsens plade. Navnligt på den sidste af de fem interludes, som giver de egentlige numre små pusterum, hvor Heron vedkender sine negative egenskaber som menneske, indrømmer han samtidig at disse er en nødvendighed for ægtheden i hans identitet.

Hans stemme vidner om livserfaring på den barske måde, og på mange måder kan man drage paraleller til Leonard Cohen men blot tillægge yderligere mørke og sprødhed. På nogle numre glider ordene ud i hinanden i stedet for komme skarpt som skidt fra en spædekalv som i hans storhedstid, men hvor den umiddelbare holdning kunne være at det virkede sløset, så synes jeg mere det forstærker følelsen af at hele albummet er én lang tankestrøm hvor form er underordnet. Denne tankestrømsfølelse er klarest på 'Where Did the Night Go' der er et studie i natteravnsinsomnia og 'Running' der på ordekvilibristisk vis behandler verbet run på særdeles kreativ vis.

I'm New Here behandler kvindetemaet perifert på de fleste numre, men det er den første del af 'On Coming From A Broken Home' der fortæller historien om hvorfor Heron er så glad for kvinder. Han er opdraget uden nogen faderfigur og hans bedstemor er den eneste der har taget sig af ham. Derfor er det heller ikke underligt at han på 'I'll Take Care of You' som en anden fuldosof desperat forsøger at knuge sig fast til sin kærlighed mens man nærmest kan høre whiskyen være det eneste der forsyner ham med kræften til at jamre sig.

Albummet rundes smukt af med et resumé af hele pladen og også hele Herons liv; "My life has been guided by women. But because of them I am a man. God bless you mama, and thank you." Mere lakonisk kan det ikke siges. Min eneste kritik af pladen er dens blotte længde. Med kun 28 minutter og 15 numre hvoraf fem er interludes, alle under 20 sekunder, savner man lidt mere materiale og diversitet. Sætter man pladen på repeat er man dog ude over problemet med længden på pladen, og denne kan sagtens tåles et par sammenhængende gennemlyt i træk for at man kan nå at fordøje og fortolke alle de guldkorn der kommer på samlebånd.

KARAKTER: 7/10

YNDLINGSNUMMER:

Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.
Følg Xboxlife her