Og nu i 360'erens favør...

Jaja, PS3'en har til tider fået lidt lovord med i loggen; det skal jeg indrømme.

Værre er mit forræderi dog ikke, end at jeg kan "give credit, when credit is due" - og det er det hér!

Let og elefant har jeg fået sat Xbox'en til at arbejde sammen med min mediaplayer, så jeg nu kan afspille film og musik fra computeren via den. Dette er en kvalitet, der er til at tage og føle på, men det er også noget, PS3'en kan gøre ligeså godt. Imidlertid kan boxen afspille musik IMENS man spiller via en 'nifty' lille menu, der gør, at det bliver nemt at høre ens yndlingsmusik, mens man blaffer folk i CoD4. For en selvbestaltet 'casual gamer' som jeg selv, så er det sgu en fed lille detalje.

Det er da egentlig mærkeligt, at PS3'en ikke kan gøre boxen det nummer efter?

Thumbs up Xbox 360!



- Glad for jeg har dem begge :-)

Xbox'en mangler en Mario!

Wii'en har Mario, PS3'en har Ratchet er Clank, Xbox'en har... et gabende hul i sortimentet!

Er jeg den eneste, der - trods glæde ved genren - er ved at drukne i first-person shooters? Eminent flotte og stærke titler som Bioshock, Gears (luk røven - det spiller trods alt som en konventionel shooter ;-)) og CoD4 er vesignelser fra himlen. Det skal vi lige have et punktum efter. De er imidlertid også med til at stigmatisere vores kære konsol som en shooter-konsol. Folket - eller i hvert fald undertegnede - kræver aktørernes udelte opmærksomhed:

VI VIL HA' EN MARIO TIL XBOX'EN!

Gu' vil vi så.



- Han er da ikke til at stå for!

Uncharted: Drake's Fortune samt lidt GTA4

Skyldig. Jeg har købt dette spil primært for at få en fornuftig oplevelse og så smide det væk sammen med et andet i bytte for GTA4. Stop med at læse nu, hvis du ikke kunne være med ligeglad med denne snarlige udgivelse...

... still here? I thought you'd be :P! Efter nøje granskning af xboxlife's forsidenyhed - nemlig den, at et worst case scenario kunne resultere i en udskydning af release - undrede jeg mig. Hvordan kan spilindustrien kalde det en reel risiko, når nu pre-order offers allerede florerer frit omkring på både de hjemlige og udenlandske markeder? Jeg så sågar dette bundle i dag. Med alle disse kanoner sat i stilling, så ville det virke omsonst at blæse det hele ud igen - også for EA's i forvejen lidt plettede renomé. Om det kan betale sig, det må en ekspert vel kunne afgøre, men jeg har svært ved at forestille mig det...



Så kan de uinteresserede fra før godt starte igen.

Jeg har tit undret mig over, hvordan Gears i dén grad formåede at sætte grafikken på spidsen i en udgivelse, der stadig fungerede gameplay-mæssigt. Det virker ikke ligefrem befordrende på ens entusiasme i forhold til de kommende udgivelser, at denne vel hands down ikke er blevet overgået endnu.

Ikke desto mindre fandt jeg Uncharted frem og proppede det i PS3'en overbevist om, at også denne titel ville stå tilbage for de ekstremt flotte karakterer, man kunne finde I Gears. Det gjorde den ikke. Hold kæft, hvor er det bare godt. 'Vibrant colors', velfungerende fysik og interaktive landskaber gør dette til en udgivelse, der måske ikke vælter Gears fra tronen, men som i hvert fald bygger sin egen ved siden af. Der er virkelig kælet for detaljerne, når Drake, spillets midtpunkt, famler sig igennem de eksotiske miljøer, der kendetegner spillet.

Jeg tror, jeg vil lade en anmeldelse falde her en af dagene. Problemet ved et spil som dette er oftest, at hele wow-faktoren og en stor deal af spillets appeal får et 'over kantstenen'-dyk, når det er spillet igennem en enkelt gang. Det er synd og skam, for det er en fed genre, og der er virkelig lagt arbejde i historien.



God mandag - og se så at få købt det surround system, jeg anmeldte sidst. You know you want it!

Anmeldelse - Battle for Asgard

Min anmeldelse af Viking: Battle for Asgard

Efter en periode med lidt inaktivitet ta'r bloggen nu fart igen; den lovede anmeldelse af Viking: Battle for Asgard markerer forhåbentlig starten på endnu en aktiv periode :)



I og med at sidste indlæg handlede om selvsamme spil - og fordi en spillemæssig revolution ikke er indtruffet i spillets afsluttende kapitel - så ta'r jeg lige en kort anmeldelse hér, hvor jeg ridser de afgørende punkter op.

Jeg er grundlæggende enig i Xboxlife's anmeldelse. Spillet gør ikke noget fantastisk for genren, men underliggende fungerer det i din forstand, at det underholder... og det er nu engang grunden til, at man køber sådan en fætter.

Spillet positive sider kan imo stilles op således:

Gameplayet er hack'n'slash, når det er bedst. Kampsystemet er funktionelt og simpelt uden at blive kedeligt, og de to angrebsknapper (X og A) begrænser ikke mængden af de brutale komboer, der med rette kan fyres af mod Hel's lejesvende.

Spillets gameplay har en vis varians, idet man på hver af de tre øer søger først at bygge en hær op for derefter at angribe Hel's bastioner. Selvom mange af sekvenserne går igen, så er det dog i forskellige miljøer, med opgraderede moves og med forskellige fjender.

Grafikken er gennemgående flot, selvom den plages af divergerende kvalitet. Nogle lyseffekter trækker op, hvor visse texturer ikke virker synderligt polerede. Det er dog svært at bestride spillets fortrin, når det kommer til de helt store kampe. Alle krigerne er detaljeret udført, og der er mildt sagt gang i den i Midgård, når Skarin og kumpanerne gi'r den gas. Imponerende ser det ud, og frameraten er ikke værre, end det er til at overse - med enkelte tunge dyk.

I den anden boldgade har vi de negative punkter, der beløber sig til følgende vederstyggeligheder:

Lyden er ringe. Det nævnte jeg tidligere, og det holder jeg fast ved. Der er sparet for mange effekter væk, og et mere konsistent lydbillede hele vejen over ville gøre en del for spillet.

Der arbejdes til tider med forholdsvis store distancer for at nå noget, man har prøvet flere gange før. Det er svært ikke at give spillet et rap over fingrene for at flirte med kedsomheden nogle gange, men igen - sådan er de her spil ofte bare.

Det er ingen rigtig replay-value at finde. Du får et achievement på hard og fjenderne bliver styggere, men mere er der altså ikke at komme efter.

Historien bliver ikke mere end en tynd facade, der dog holder spillet kørende.

Konklusion

Som I kan høre, så er det ikke en imponade, jeg smider af mig. Spillet bygger grundlæggende på noget godt, der dog trækkes ned af for mange småfejl, for lidt aspiration og for meget generisk hack'n'slash til tider.

Spillet er fint - godt hvis du er til slagsen - men det er ikke til en topkarakter. For mig bliver det en titel, der skal gennemføres en enkelt gang eller to for derefter at blive sendt videre i systemet.

Har du tid til at game intenst i en weekend, og tørster du efter stride strømme af virtuelt blod, så er her et godt bud - men så heller ikke mere!

Præsentation: 7
Grafik: 8,5
Lyd: 5
Gameplay: 7
Replay Value: 5

Samlet vurdering: 7

Et kig på Viking - Battle for Asgard

Et kig. ikke en anmeldelse.

Jeg er nu omtrent halvvejs gennem spillet, og det er overall fornuftigt, selvom min ros ikke kommer uden visse anmærkninger.



Jeg tænker WoW med vikinger

Nu er jeg ikke den store Hack'n'Slash-spiller; det kan jeg ligeså godt indrømme. Det tætteste jeg kommer på i nyere tid må vel siges at være den WoW-nedsmeltning, jeg lod overgå mig selv indtil engang primo sommer 2007.

Det her spil er anderledes afslappet i sin tilgang til items, hvilket vel er ganske forventeligt til sådan en singleplayer-satan her, og det er egentlig rart for os, der gerne vil kalde os selv casual gamers.

Første indtryk

Mit begrænsede engagement i genren lagt til side, så er det her spil sgu meget underholdende. Er man ligeså afstumpet en fyr som jeg, så er det simpelthen fedt at slå lemmer af og indvolde ud fra de her humanoid-monstre, man konstant er oppe imod. Et system, der gradvist giver vores helt nye evner sikrer samtidig, at det ikke bliver alt for repetetivt. Det er trods alt genrens lod.

I store træk bliver du nogenlunde lineært sendt på nogle opgaver, der ofte drejer sig om at hidkalde drager, befri dine vikingebuddies eller smadre denne og hin base. Igen sikres der en vis adspredelse, men det er trods alt Hack'n'Slash. Jævnt fordelt kommer der små cutscenes, der gør sit for at holde historien trit med voldsorgiet. Det er ikke Stephen King, men det holder gang i gameplayet.

Der er hentet lidt goodies fra Playstation-hittet God of War, og det skal vi sgu være godt tilfredse med. Makabre boss-fights forekommer tit nok til at gøre kampene mere interessante, og med bestemte knap-kombinationer - eksekveret inden for et kort men rimeligt 'window of opportunity'   - kan du få nogle ret blærede billeder på nethinden.

Det knapt så spændende

Lyden er skidt. Baggrundsmusik er bevidst valgt fra i de fleste situationer, hvilket imo er en fejl. Samtidig forekommer visse situationer lidt falske, fordi der simpelthen ikke er gjort nok for at holde skidtet sammen med et gennemført lydbillede.

Et eksempel: I et øjebliks uhæmmet bamhjertighed ser du dig moralsk nødsaget til at tage en omvej og redde tre vikinger, der ligger bundet på stranden et stykke fra dig. Efter at have udført din heltedåd og givet dine brothers in arms mulighed for at se deres familier igen, rejser de sig utaknemmeligt op og lunter væk. That's it. Tough luck. Ikke engang et tak får man.

Der er flere situationer, hvor der absolut kunne være gjort mere ud af lyden, hvis man spø'r mig, men det er dog ikke noget, der ødelægger spillet.

Frameraten fungerer efter min mening fint. Den var bl.a. negativt omtalt i IGN's review. Der er enkelte ret markante udsving i store kampe, men de sker næsten kun, hvis kameraet kommer i en uheldig position. So far er det ikke noget, det sætter kvaliteten af kampene til livs.

Norsk mytologi fortolket af Sega



Jeg har hørt mange kværulerende sjæle brokke sig over, at vikingehjelmene har horn, de ikke altid bruger de autentiske våben og andre finurligheder. Hvad fanatikerne synes at overse er, at der er drager med. Og monstre. Det er forhelvede et spil. Det betyder intet. Trods mit slægtskab med disse vildmænd føler jeg mig i hvert fald ikke krænket ;)

Oh well. Indtil videre ligner det et spil, man går igennem et par gange for en god mundfuld action. En fornuftig titel, der ikke vil flytte kontinenter.

Andre der har det? En kommentar til indlægget? Skriv endelig hvad I mener!

Den forrykte anmeldelse

Bloggens indehaver og sitets ubestridte yndlings skriver lige et lille essay om det, han kalder den forrykte anmeldelse.

Har I nogle gange været vidner til spil, der har høstet de helt store tal hjem, som man simpelthen bare ikke selv kunne se sig enig i?


- Fortjente topkarakterer?

Jeg skyder ikke med skarpt efter den enkelte svipser af en anmeldelse. Der er altid en fanboy, der lige skal ud og markere sin snævertsynede og uhæmmede begejstring for en tilfældig titel. Jeg taler derimod om spil, der har været lovprist langt ind i næste år af store, respekterede sites som IGN, Gamespot og Gametrailers.

Halo 3

En prætentiøs størrelse på marketing-froten, men egentlig ikke mere end Halo 2 i HD? Sådan var der mange skeptikere, der sagde, da Halo 3 for alvor red på hype-bølgen omkring sommeren sidste år op til dets udgivelse.

Selvom de fleste tænkende mennesker nok godt kan se, dette ikke stemmer helt overens med det spil, vi fik i hænderne, så er det måske en smule om snakken. Så meget var der sgu egentlig heller ikke sket. For mig at se var den korte campaign god... men god er ikke godt nok til noget, der ligger tæt på et f'in 10-tal. Historien var højst ok. Noget med nogle aliens. Det var sgu ikke Bioshock i hvert fald, og der var slet ikke den intensitet og fordybelse, som Rapture fx viste os var mulig i et spil. Multiplayer-delen i Halo 3 var også god. God retfærdiggør bare heller ikke det overflødighedshorn af fanfarer, der fulgte i kølvandet på udgivelsen.

Hvis man skal være positiv, så var der rigtig mange muligheder, men gameplayet var sgu i bund og grund det samme (læs evt. Tue69's seneste blog-indlæg omkring halvfærdige opfølgere på store spil). Jeg kedede mig efter en uges rank-grinding.

Halo er et rigtig godt spil, men noget mesterværk vil jeg bestemt ikke kalde det.

Min karakter: 8,5

Gears of War

Jeg vil ikke gå for meget i dybden med dette spil, da jeg allerede har anmeldt det (se tidligere indlæg i bloggen). Faktum er, at det af mange opfattes som en milepæl i shooter-genren, og i dag ofte bruges som det referencepunkt, nyere spil holdes op mod, når de skal prøves hos de frådende anmeldere.

Gears of War var et underholdende spil med en uhørt flot grafik til boxen anno 2006. I dag er det stadig et af de absolut flotteste spil til nogen konsol overhovedet; den steroidepumpede Marcus Phoenix og hans kumpaner ser simpelthen ekstremt polerede ud.



- "Serve me up some bad guys"

Det grafiske indtryk har helt sikkert været med til at sikre spillet en plads i anmeldernes hjerter. I hvert fald mener jeg ikke, at samme gameplay kan retfærdiggøre en to-cifret karakter. Cover-systemet fungerede da... og det var også meget sjovt med co-op delen, men det blev sgu hurtigt lidt for meget af det samme. Fire locusts kommer frem, du gemmer dig og skyder; rykker 10 meter længere frem, og så kommer de næste fire locusts.

Don't get me wrong. Det er igen et spil langt over middel, men der blev altså ikke opfundet den dybe tallerken i denne omgang.

Det får 8,5 i min bog

Tony Hawk's Pro Skater 3 (PS2)

Det var et rigtig godt skater-spil til PS2'en, ja. Men fortjente det et af de ekstremt få rene 10-taller, Gamespot har givet ud igennem over et årti? Fandme nej. Det er sgu ikke et mesterværk som Ocarina of Time, vi har med at gøre.

Karakter: I hvert fald ikke 10!

Hvad mener du?

Det var så mit lille sure opstød. Har I selv nogle eksempler? Uenige med mig? Ligegyldigt hvad du har på hjerte så smid lige en kommentar - det gør det sjovere at have en blog! :)

Edit: Efter at have genlæst mit lille indspark kan det godt lyde som om, jeg gennemtrumfer min mening som den endegyldige sandhed. "Forrykte anmeldelser" er også lidt af en sensationalistisk stramning, som I ikke skal tage for seriøst. Det er blot mine meninger om nogle spil, der har høstet meget ros, som jeg ikke rigtig ser guld i. :)

Desuden har lige lige rettet et par lamme stavefejl.

Flame away!

Anmeldelse af Warhawk (PS3)

Lidt baggrund

Som nævnt tidligere i min anmeldelse af PS3, var konsollens første år bestemt ikke helt helt problemfrit.

Uden at blive alt for subjektiv vil jeg tillade mig den påstand, at maskinen virkelig manglede noget fornuftig software at gå i krig med online. Der var næsten kun Resistance: Fall of Man, hvis udgivelse i spilpressen absolut ikke blev mødt med entydig begejstring.

Ikke desto mindre var udvikleren Incognito tidligt på banen med løftet om en online 3rd person shooter, hvis eneste fokus blev en fantastisk online-del.

Spillet udkom i oktober sidste år. Man kunne traditionen tro gøres kampklar med en fysisk kopi, der desuden indeholdte et Blue-Tooth headset, men ved denne udgivelse valgte man også at satse på online-distribution. Dette var med til at få spillets pris ned. Den endelige salgspris varierer lidt efter land og valuta, men den har alle steder ligget fornuftigt under den pris, man normalt ser for et nyt spil.



- Guldbarnet

Der var fra udviklerens side lagt op til noget stort, der ikke ville lade sig stå tilbage for noget på den rivaliserende konsol, altså xboxen. Fik de ret? Jah...

Finpudset battlefield?

Hvis man har levet under en sten, eller simpelthen ikke interesseret sig et klap for PC-gaming inden for de sidste år, så kan man måske have levet i uvidenhed om denne populære spilserie. Til disse uinformerede poder vil jeg blot afsløre, at der er tale om en First Person Shooter med Free Roaming (buzzword), samt muligheden for at bringe død og ødelæggelse omkring sig både til lands, til vands og i luften igennem flere forskellige æraer inden for krigens fascinerende univers. Nu gik der vist lidt for meget Disney i den :P

Nå, men det er i store træk også tilfældet ved denne udgivelse, der dog har droppet den lidt kedelige sejlads til fordel for fokus på luftrummet. En god beslutning.

Og i luftrummet er det Warhawken, du skal prøve kræfter med. Denne luftbårne skønhed er udstyret med en maskinkanon, lock-on missiler og med mulighed for flere powerups. Styringen er forbavsende let - hvilket egentlig gælder for alt det isenkram, du måtte finde i spillet - og man er forholdsvis hurtigt i gang. Specielt interessant er det måske, at man har mulighed for at benytte Six Axis-baseret styring, hvilket kan være med til at tilføre luftkampene en helt ny dimension. Sjovt er det i hvert fald.


- En såkaldt Warhawk

The sweet spot

Balance i et spils online-del er noget af det, der kan sikre eller punktere dets appel til den kritiske gamer. Warhawk gør det godt. Selvom spillet holder en del af fokus på luftkamp, så er det absolut ikke at sidestille med kedelig og statisk krigsførelse på moderjord. Tværtimod.

Alle tanks, jeeps, håndvåben, anti-air osv. har sin funktion, og det er herligt at opleve et spil, i hvilket elementer er så velafbalancerede, at der faktisk ikke er noget at whine over. Det kunne andre udviklere sagtens lære noget af.

Cell-shading?

Trods den noget karikerede og "cartoony" grafik er der ikke tale om cell shading (tænk Zelda: The Wind Waker). Det bliver aldrig så fjollet, at det tager noget væk fra kampenes intensitet, og det ser ganske enkelt flot ud. Ikke overvældende, men flot. Framerate nazi's som jeg selv vil også begejstres over det faktum, at denne er fast og ganske enkelt ikke falder.

1, 2, 3 eller 4

Spillets multiplayer-fokus sikrer, at der altid er rigeligt med ligesindede spilekvilibrister at blive slagtet af online. Det er udmærket med udfordring, men det kan holde hårdt i starten. Selv hev jeg en ven ind i spillet "to even the odds". Det skal næsten tages ganske bogstaveligt: Op til fire spillere kan gå til stålet via split-screen. Det kræver simpelthen bare, at man tænder for sin controller - så er man med. Skærmen tilpasses automatisk efter spillerantal, og her er det altså rart, at HD er blevet en standard, hvis fire kammerater skal kunne spotte en sniper i horisonten! Super fedt at opleve et spil, hvor det kører så problemfrit.

See you on the battlefield og konklusion

Med et fantastisk hurtigt gameplay, hurtig respawn, hurtig og tilgængelig kampmekanik samt rigtig fornuftigt interface har Incognito bedrevet noget overraskende godt. Hvis man har en PS3, så skylder man simpelthen sig selv at give det spil her en chance - dyrere er det altså ikke.

Der kommer gradvist mere indhold til spillet, men selv de originale fem baner er så store, diversiteten i gameplayet så omsiggribende og hele oplevelsen så flydende, at man ikke rigtig tænker over det.

Dette var så absolut et af de spil, der var med til at sikre Sonys fremgang i slutningen af 2007/starten af 2008. Godt gået.

Grafik: 8,5
Lyd: 8,5
Præsentation: 8
Gameplay: 9
Lasting appeal: 9

Samlet vurdering: 8,8

Anmeldelse af PS3

Sitet hedder xboxlife, men anmeldelsen er af PS3'en. Det må I finde jer i ;)

Lidt relevans har det vel også, da brugerbasen er potentielle købere, og da de fleste sikkert allerede sidder med microsofts strømsluger i umiddelbar nærhed.



Blev forventningerne...

I maskinens spæde dage omtalte Sony den tredje generation af deres populære maskiner som et teknologisk vidunder, der ikke blot ville sparke 360'eren af pinden, men som ville markere et nyt generationsskift kun måneder efter, at Microsofts konsol havde gjort det samme.

Store ord blev der ikke sparet på, og man gik vist så langt som at sige, at maskinens kraft skulle være noget nær det dobbelte af boxens.

Ydermere ville den komme med den nye generation af fysisk datamedie, nemlig Blu-Ray, der ville sende dvd'en på pension.

... Realiseret?

Nej. Lad os være ærlige. Det her er sgu ikke en ny gaming-generation. Det her er ikke langt stærkere end den konsol, mange af os allerede sværgede til, da PS3'en dukkede op på det danske marked.

Til dags dato fungerer størsteparten af multi-platform spil stadig bedre til den ældste af de to kombatanter, og selv helt nye udgivelser som Viking: Battle for Asgard synes at bekræfte os i, at der altså ikke er sket så forfærdelig meget. På det sidste er der dog udkommet spil, der må ligge i PS-favør, men imponerende er det ikke sammenlignet med det, vi blev sat i vente.

Når det så er sagt, så har Sonys sats på Blu-Ray vist sig at have båret frugt. Maskinen har i særdeleshed vundet indspark pga. dens funktion som BD-afspiller.

Et overflødighedshorn af funktioner - but at a price

I skrivende stund er PS3'en stadig er forholdsvis dyr fætter. Mange vælger den billigste version, der kun er betænkt med 40GB harddisk mod standardversions 60, og som ikke er kompatibel med spil fra den forrige generation. Den billigste model kan erhverves til omkring 3.000-, hvis man kigger de rigtige steder. Det lyder af meget for en konsol, men du får en udmærket BD-afspiller, spillemaskine, media-server og teknisk legetøj med i prisen. Der er sågar en nogenlunde funktionel webbrowser, der dog godt kunne bruge lidt finpudsning; en del streaming fungerer mildest talt dårligt, og fejl hænder absolut.

Når man sammenligner med xboxen, der i en premium-udgave ligger på omkring 2.000,-, så kan det igen godt lyde af meget. Imidlertid skal man ikke glemme det trådløse netværk, PS3'en er udstyret med som standard, den større harddisk, besparelsen af en stor ekstern strømforsyning og naturligvis det faktum, at den kan afspille Blu-Ray, som vi jo allerede har været omkring. Ydermere koster det intet at spille online.

Jamen jeg vil hellere have en xbox - den har flere spil!

Det har du sandelig også ret i. Sonys udspil er dog nu ved at komme godt efter det, og der er mange spændende udgivelser i vente inden for en overskuelig tidshorisont (denne anmelder kan komme i tanke om MGS4, GT5, Tekken 6, Killzone 2 og Haze lige sådan på stående fod).

Når det så er sagt, så har det været maskinens akilleshæl, at spiludvalget simpelthen har ladet meget tilbage at ønske. Xboxen HAR flere og vel også bedre spil, så hvis du er ligeglad med Blu-Ray og det andet gejl, så forstår jeg bestemt godt, hvis boxen ser mere spændende ud. Den har trods alt også været ude længere.

Online

Xbox-live er fedt. Det kører sgu bare. Det gør PSN også, men man fornemmer måske, der med fordel kunne hentes lidt fra Microsofts glimrende system. Invites osv. kunne nok godt køre mere problemfrit. Til gengæld koster det ikke en krone, og det betyder jo trods alt også noget.

Blandede tanker

Design er en subjektiv størrelse, med hvilket jeg mener, Sony har trukket det længste strå. Alle ved, hvordan den ser ud, så det må jeg lade læseren selv om at bedømme. Ligeledes mener jeg, interfacet i samme maskine simpelthen ser mere "slick ud", end det gør hos 360'eren. Igen noget, der er op til den enkelte.

Støjen derimod kan vi nok alle undvære. Hér har PS3'en en ganske vægtig fordel

Konklusion

Når alt kommer til alt har vi her en rigtig fin maskine med mange muligheder. Den lever måske ikke helt op til den lovprisning, Sony kastede efter den, men havde vi nu også forventet det?

Jeg har ikke sparet på sammenligningerne med 360'eren. Det må vel også være naturligt, da de er store konkurrenter, og da den danner et sammenligningsgrundlag, folk på dette site kan forholde sig til.

Jeg vil ikke udnævne en entydig vinder men blot bekendtgøre, at jeg er glad for begge maskiner, selvom boxen stadig får en tand mere spiltid. Til gengæld har PS3'en så mange andre herlige funktioner, at den overall bliver mindst ligeså brugt!

Tak for en god konsol, Sony - og jeres tidlige optimisme omkring den var beundringsværdig, men kunne måske godt klare en nedjustering i næste omgang. Vi får at se.


Until next time... ADJØS

Ældre anmeldelser fra dette site (GeoW og Bioshock)

Et par anmeldelser af lidt ældre dato, som jeg skrev herinde sidste år:

Bioshock

- Big Daddy

Bioshocks hypede baggrund som spillet, alle fandt spændende, men ingen rigtig vidste hvad handlede om, skabte en del hype. Det kan som bekendt sælge spil, men det kan også slå de urimelige forventninger til jorden, når spillet endelig blænder op på tv'et!

Historien, atmosfæren og indtrykket er centrale elementer i den parallelverden, der danner fundamentet for udgivelsen. Rapture er navnet, kalenderen siger en ukendt dato i 1960.

Mere i dybden med spillets fantastiske atmosfære er der vist ikke grund til at begive sig ud af, de samtlige sitets brugere med garanti har været igennem hundreder af siders litteratur om emnet.

Men lever gameplayet op til den sublime historie? Mit svar er et rungende JA. Trods den måske lidt overhypede originalitet i gameplayet, der måske i virkeligheden er mere eller mindre stjålet fra System Shock-serien, så virker Bioshock for gennemsnits-gameren som en ganske unik oplevelse. Alene det, at du har mulighed for at attributere talrige genmodficerende "plasmids" til din karakter, der ret basalt set fungerer som magier, gør Bioshock til et spil, der måske ikke er unikt, men som står ud fra mængden. Lidt kritik kan måske falde på overflødigheden af flere plasmids, der reelt højst hjælper en smule i ganske få situationer; men overordnet set fungerer det altså. Du har muligheden for at dræbe på mange måder, og du kan bruge det til andet end eye-candy. Gør en fjende til en ven, sæt ild til et lig og brug det som skjold med telekinese, få sikkerhedsapparaturet til at arbejde for dig. Mulighederne og kombinationerne er nok til at garantere en unik gennemspilning igen og igen.

Det hele skal dog ikke gå op i pyrokinese og andre finurlige påfund. Charmen fra en god gammeldags shotgun eller granatkaster står uanfægtet, og disse kan også bruges hele spillet igennem. En kombination af et våben og en plasmid er ofte den mest fornuftige fremgangsmåde.

(her indser undertegnede, at alle pt. kender til det underliggende gameplay, og vi går direkte til konklusionen. Alle ved hvordan Big Daddy/Little sister-konstellationen håndteres osv.)

Bioshock er pisse fedt. Hvis du kan lide et actionbrag, men også kan lide en historie der følger med, at undersøge alt omkring dig og at eksperimentere, så er det et spil, der vil kunne varme din xbox i mange timer. Grafikken er imponerende, selvom unreal 3-motorens små skønhedsfejl nogle gange spolerer oplevelsen en smule: Lig uden texturer, detaljer der pludselig bliver loadet ind i banerne osv. er set jævnt fordelt ud over banerne, men det er naturligvis bagateller, der på ingen måde ødelægger helhedsoplevelsen. Vandet er, som man også blev sat i forventning, noget af det absolut flotteste til dato. Jeg håber personligt, at andre udviklere får lov at plagiere teknologien langt ind i helvedet, for vi har brug for mere af den slags.

Sværhedsgraderne var umiddelbart en smule utilfredsstillende, idet jeg mente, der var for stort et skæld de tre trin imellem (easy, medium og hard). Anmelderen her indrømmer også tøvende, at han havde svært ved spillet selv på medium i starten. Det viser sig dog, at man med omtanke og tålmodighed kan få miljøerne til at arbejde så meget for sig, at spillet er rimeligt overkommeligt for førstegangsspillere på selvmedium, som da også er den sværhedsgrad, jeg vil anbefale, du prøver kræfter med først. Du vil stifte bekendtskab med oplivelsesboksen aka Vita-chamber (eller noget), men du vil ikke blive permanent logerende

Forvent dig ikke et spil, du skal bruge måneder på at løse gåder og kæmpe dig roligt igennem. Du får action hele vejen, men det er intelligent action. Det er action med kant og med indlevelse og spilmæssig differentiering. Du får ikke samme oplevelse to gange, hvis du har en smule fantasi.

 

Multiplayer

De mest kritiske sjæle vil nok mene, det er et aspekt, udvikleren ikke burde have overset. Imidlertid er multiplayer ikke lig med en god spiloplevelse. Ressourcerne til en sådan skal tages et sted fra, og singleplayeroplevelsen er virkelig komplet her. Man kan ikke undgå at gå en smule på kompromis et eller andet sted, hvis man vil have det hele. Bioshock er singleplayer, når det er bedst. Stemning og feel i højsædet. Multiplayer-fanatikerne bliver måske skuffede, men det her spil har altid været en oplevelse for dig, din stue og dit fjernsyn. Færdig.

Bare for det hele ikke skal være en stående fanfare, så er der lidt kritik. Jeg synes, man med kameraet og de masse små dingenoter, der skal samles op undervejs sætter en smule af gennemspilningens oplevelse til livs. Forstå mig ret: Det her spil skal de fleste nok finde rigtig mange timers sjov i, men at skulle tage en røvfuld billeder af alle slags splicere (fjender) osv. er altså ikke sjovt 3. gang. Det er bare noget, man skal, og det kan ødelægge stemningen en smule, når du mere har lyst til at pumpe 50 kg bly i maven på en splicer end at hive den ind i en fotosession.

Gør dig selv en tjeneste at give spillet en ordentlig chance. Jeg har hørt flere, der føler sig lidt for overvældet i starten og bare vil have en shooter, men når du begraver dig dybere i spillets facetter og historie, det varierede og gennemtænkte gameplay og virkelig oplever stemningen, så vil du begynde at forstå, at det er et sandt guldkorn! Spillet er ikke bare godt, det har stil. Det er sjældent, man kan komme med sådan et udsagn om et spil.

Grafik: 9,5
Lyd: 10
Præsentation: 10
Gameplay: 9,5
Lasting appeal: 8,8

Samlet vurdering: 9,5

Gears of War



Nu nævnte jeg i min sidste anmeldelse, at Bioshock var et meget hypet spil. Det er også rigtigt, men man kan ikke rigtig putte hype og 360'eren i en sætning, uden at komme omkring Gears of War. Holdet bag spillet er gengangere fra tidligere tiders online-mastodont, Unreal Tournament, og det reflekteres tydeligt i design, feel og macho-attitude.

She's got the looks

Single-player er, som alle nok er klar over, en fryd for øjet. Da gears kom, var det ubetinget det flotteste spil til 360'eren, let alone any console. Hele spillet kører flydende og Unreal 3-motoren udretter mirakler i forhold til modellerne, der er uhørt detaljerede og levende. Hvis man skal finde en plet på værket, så må det være vegetationen, der fremstår livløs og kedelig. You can't have it all!

Grafikken var netop årsagen til, at spillet på et tidligt stadie fik så meget hype. Som man nok fornemmer, er det en bekræftet anmelder, I har med at gøre. Det skuffer på ingen måde. Imidlertid er flot grafik ikke nok til at holde en sand nørd klistret til skærmen. Der skal være lidt mere under overfladen! Er der da? Ja. Er der nok? Jaaaah...

Underneath the glimmer

Forstå mig ret, Gears of War er et super godt opbygget. Kampene kan være intense, men man føler måske hurtigt, man er landet foran en gammel arkade-box fra 90'erne; altså når vi snakker gameplay. Du går lidt frem, der kommer nogle fjender, du dræber dem. Du går lidt frem igen, der kommer flere fjender, du dræber dem. Det hele er et sandt overflødighedshorn af effekter og blodsplatteri, men det er repetetivt, og man kan måske føle sig understimuleret.

Mit råd er, at enhver action-hungrende gamer skaffer sig spillet - det skal der ikke være tvivl om. Mit råd er også, at man lægger en hård linje for dagen, hvad angår sværhedsgraden. Det skal være svært, før det er intenst. Det skal være intenst, før du holder gejsten oppe igennem de hundredevis af kampe, der for manges tilfælde næsten kunne være byttet ud.

Hvad spillet savner i varians, henter det dog en hel del af i co-op. Det er fantastisk at spille sammen med en kammerat i stuen eller over xbox-live. Jeg vil gå så langt som at påstå, at en kammerat burde være inkluderet i pakken. Det er vitalt for en fed oplevelse.

Gears of War lever op til en hel del af hypen, men det er nok ikke et spil, der vil blive husket for fantastisk gameplay og revolutionerende tanker. Mindre kan dog også gøre det.

Grafik: 9,5
Præsentation: 8,5
Lyd: 8
Gameplay: 8,5
Lasting-appeal: 8

Samlet vurdering: 8,5

Korte anmeldelser af ældre spil

Som dedikeret (og engageret!) nørd har jeg prøvet kræfter med en del forskellige spil i løbet af de sidste år. For lige at få bloggen godt i gang kommer her et par korte anmeldelser til at lægge den værste bund:



Zelda: Ocarina of Time

I min verden det bedste spil i nyere tid. Zelda-serien formåede med denne udgivelse på én gang at fortolke en gammel serie i 3D og forny genren i den verden, den indtog. Spillet var og er episk i sit udtryk og kvalitet; det fornemmer man næsten fra starten, når man første gang træder ud fra Links hytte til den verden, der vel i dag står som det "ægte" Hyrule.

Kampsystemet var fænomenalt. Lock-on teknikken gjorde controlleren langt mere brugbar i en genre, der ellers havde været plaget af kameraproblemer og ringe styring.

Historien var serien tro. Fantastisk dybt er det ikke, men det er dybt nok til, at spilleren kan fatte reel interesse i forløbet, og til at overbevise en om, at hende her prinsessen skal reddes for enhver pris.

På mange måder gjorde Zelda det, mange nyere titler har svært ved: Kombinationen af de bedste elementer fra en gylden serie med de muligheder, der findes i dagens maskiner. På den ene side var hele svadaen med Zelda, fangekældrene og item-fokuseringen den samme, men på den anden er spillet 3D, når det er bedst. Tidsaspektet i titlen var fantastisk og gjorde, at Hyrule virkede som det, de engelsksskrivende anmeldere ynder at kalde for "a living, breathing world". Det var ganske enkelt noget, man ikke kunne lave i 2D.

Alle Zelda-spil har haft noget unikt at byde på, og de fleste står for mig også til et 10-tal, men ved lige netop denne titel kan jeg nok byde på det mest klokkeklare af slagsen, der overhovedet kan fyres af.

10/10.



More to come...

Mine anmeldelser og indlæg

Omkring mine anmeldelser og indlæg: Form og stil

I egen - og forhåbentlig andres - interesse, opretter jeg nu en blog, med hvilken formålet primært bliver at forkynde spilrelateret information, der spænder fra anmeldelser af spil... til anmeldelser af andre spil... og konsol-hardware!

Spelling-nazi's kan godt holde sig for øjnene, for jeg gider ikke køre det her igennem Word først, og min begavelse strækker sig altså ikke videre, end der kan forekomme huller i den mentale retstavningsordbog.

Jeg gider ligeså ikke nødvendigvis opridse kendte spils historie, baggrundsinformation og perspektivering; mine anmeldelser sætter fokus på selve spilglæden og om det produkt, jeg har i hænderne har selvstændig og uafhængig værdi.

Med fare for at starte en borgerkrig i miniformat, så vil denne blog altså indeholde både spil til xbox og Sonys fornuftige alternativ. Vi gider ikke begrænse os ;).

Jeg håber, der er nogen, der vil kigge med. Jeg sidder just med et nyindkøbt Viking: Battle for Asgard klar i maskinen, og jeg forventer at have en anmeldelse klar inden for et par dage. Rygtet forlyder rundt omkring, at spillet har fået en urimelig behandling på nogle af de store amerikanske sites, og hvis det er noget, der kan få mine næver til at sitre af vild arrigskab, så må det være, når yanksene formaster sig til at kritisere vores kulturarv... fortolket af Sega... med drager...

Nå, men glæd jer!