JayRunner's blog
01-04-2008 - 11:46

Anmeldelse: "Fat Discoboys: they dance, they kill"

Det kom som en overraskelse for de fleste spilentusiaster, at Ubisoft, efter at have stået bag solide succéer som Ghost Recon og Far Cry, på E3 annoncerede at deres næste udgivelse ville tage udgangspunkt i et noget mere aparte miljø. Især Ubisofts messestand var kilde til frydblandet væmmelse, idet placeringen af en overvægtig amerikansk teenager, kun iført spandex på en tomt dansegulv, udgjorde rammen for afprøvningen af spillet Fat discoboys: they dance, they kill (herefter Fdthdtk). Nu er spillet udkommet, og lad det være sagt med det samme: Fdthdtk smadrer fuldstændig din opfattelse af hvordan et spil skal skrues sammen.

 Gameplay

Historien i Fdthdtk føles til at begynde med, underligt simpel og uvedkommende, men efterhånden som du dykker ned i spillets mere og mere kaotiske univers, forbløffes man over kompleksiteten. Ubisoft har bevidst valgt at lade alle stereotyper om spilhelte ligge i skrivebordsskuffen, og har i stedet overladt scenen til en, i spilsammenhæng, noget overset gruppe, nemlig de svært overvægtige unge mænd med kedelige uddannelser.

 

Spillet giver dig således fra begyndelsen den fulde kontrol over revisoreleven Jeremy, der mildt sagt ikke har fået det mest saftige stykke af livets store culottesteg. Jeremy bestemmer sig dog for at der skal radikale ændringer til, og at det helst skal foregå på discoteker rundt om i San Fransico. Han allierer sig derfor med det magiske slagtesvin, Beverly Craven, som er en mester i dansen og forførelsens svære kunst. Gennem en lang række missioner er din opgave, at guide Jeremy gennem San Fransico, i kampen for respekt, magt og ikke mindst kærlighed. Lyder dette som det perfekte spilkoncept? Efter at have spillet næsten 16 timer uden stop, må jeg indrømme, at det faktisk er meget tæt på.

 

Det der gør Fdthdtk specielt, er det man kunne kalde genrekonvergens, eller sagt på en anden måde, genre-smoothie, dvs. en sammenblanding af mange forskellige spilkoncepter der bare glider ubesværet ned i mavesækken. Og det smager dejligt.

 

Fdthdtk har to hovedbestanddele – strategikortet hvorfra du planlægger Jeremys næste træk, og en actiondel hvor du får den direkte kontrol med Jeremys krop. Strategidelen minder om det vi kender fra The Sims, bare meget mere omfattende. Ja, faktisk er den gigantisk. Du skal simpelthen organisere ALT i Jeremys liv: sengeredning, optikerbesøg, indkøb af hudplejeprodukter, fodring af duer – der er simpelthen ingen ende på opgaverne. Undervejs får du konstant nyttige råd fra det magiske slagtesvin, Beverly Craven, som jævnligt underholder med sjove anekdoter fra sine mange år på teatret. De fleste opgaver løses ved hjælp af minispil, der kræver en til tider umenneskelig beherskelse af dit joypad. Fx tog det mig over to timer at slå toiletbrættet ned, men da det endelig lykkedes mig var begejstringen større end jeg har oplevet i noget andet spil.

 

Actiondelen i spillet kunne uden problemer have været et selvstændigt spil. De fleste missioner består i, at Jeremy træder ind på et diskotek, og herefter er det op til dig hvordan du vil opføre dig. Vil du styre direkte mod dansegulvet og gå amok som en syg abe, eller vil du snige dig langs væggene og forsøge at nå helt tæt på de attraktive kvinder? Mulighederne synes uendelige, og det samme gør bredden på det smil man uværgeligt må bryde ud i, når det lykkes at få Jeremy til at tyre 11 shots i baren, hvorefter han sweertalker en dejlig dame ud på dansegulvet.

 

Du skal dog ikke regne med at komme smertefrit igennem de forskellige missioner. For at have den mindste chance for at løse missionerne, er du tvunget til at tage højde for en lang række faktorer, som fx tætheden at tobaksrøg i lokalet, styrken af din kropslugt, din påklædnings attraktionsværdi og meget mere. Under gennemspilningen oplevede jeg, at Jeremy kom til at skubbe til en semikendt tv-personligheds nyskænkede fadøl, hvilket resulterede i at spillet ændrede form til et kampspil i fuld Dead or Alive-style. Komplet med combos, og masser af blod. Dette fungerer overraskende godt, og især Jeremys mulighed for at tagteame med det magiske slagtesvin Beverly Craven, er en fed detalje.

 

Overordnet set hænger der en tyk stank af kvalitet over dette spil, og det er tydeligt at det ikke en venstrehåndsproduktion fyret af 19 sekunder før deadline. Faktisk påstår Ubisoft at spillet har været under udvikling siden 1954, hvilket måske også forklarer hvorfor soundtracket overvejende består knasende Happy Jazz.

 Grafik

Har du egentlig nogensinde stået på en solbeskinnet bakkekam en eftermiddag i det sydlige Skotland, og nydt et glas skoldhed te opspædet med en ordentlig sjat single malt, samtidig med at en rasende pelikan har forsøgt at bygge et stillads af størknet afførring omkring dine ben? Ja? Det er nemlig præcis den følelse du vil sidde tilbage med, når spillets kulørte univers eksploderer på skærmen. Ubisoft har i dette spil arbejdet utrolig hårdt på at få fedtet i Jeremys underansigt til at bølge på den karakteristiske måde, der nu engang kendetegner revisorelever. Det har betydet at det færdige grafiske udtryk, næsten er FOR realistisk, og du tager jævnligt dig selv i at holde en hånd op foran ansigtet i et forsøg på at blokere de sveddråber der med stor hastighed ser ud til at forlade Jeremys krop og fortsætte ud gennem skærmen. WAUW! En fræk detalje fra Ubisofts side er, at man har valgt, at skære animationerne i spillet ned til et absolut minimum. Det betyder at en sekvens hvor Jeremy sprætter en rød plyssofa op, fylder den med jernspåner og løber skrigende bort, er overstået på blot fire stillestående skærmbilleder. Nogen ville måske mene at dette var en lige lovlig grov animation, men i praksis fungerer den fantastisk lækkert, og giver nøje udmålt kontrol, som andre spil kunne lære meget af.

 Sammenfatning

Som skrevet synes mulighederne i dette spil, uendelige. Singleplayerdelen suger dig på nærmest hypnotisk vis ind Jeremys forunderlige verden, og undertegnede, der ellers mener at have været rundt om blokken et par gange, må erkende, at dette spil har stjålet så meget af min tid at det efterhånden er ubehageligt. Jeg har måttet opgive enhver social kontakt, inkl. min kæreste, og jeg lever nu isoleret fra omverdenen på mit lille værelse.

Xboxlife Blog
Profil Statistik
  • I dag: 0 besøgende
  • Denne måned: 0 besøgende
Arkiv Kategorier
Følg Xboxlife her