Fable 2 anmeldelse

Jeg har taget liv, jeg skånet liv. Jeg har stjålet og jeg har givet. Jeg har tilbedt lyset såvel som mørket. Jeg er blevet hyldet som helt, og frygtet som skurk. Jeg har rejst det eventyrfyldte land Albion tyndt, og er nu vendt tilbage for at fortælle om mine fortryllende oplevelser.

Forud for Fable 2, har den særdeles karismatiske Peter Molyneux endnu engang formået at hype et spil præcis som han gjorde med det første Fable, der desværre ikke så ud til at være så godt som hr. Molyneux havde lovet. Jeg fik aldrig prøvet det første Fable, så jeg var faktisk lidt nervøs, for Molyneux lovede denne gang at spillerens indflydelse på spilverden endnu større, og i det hele taget lovede han guld og grønne skove, heldigvis er spillet mindst lige så godt som Molyneux havde lovet.

Fable 2 forgår 500 år efter historien fra det originale spil, og Albion er gået ind i en ny tidsalder, med videnskab og nye våben. Du begynder som en lille fattig dreng som bliver kaldt Sparrow. Sparrow bor sammen med sin søster Rose, i den fattige del af Bowerstone med udsigt til Fairfax slottet. Det eneste der holder Sparrow og Rose oppe er en drøm, drømmen om engang at bo på det pompøse slot, og slippe for sult, fattigdom og kulde.
Vore hovedpersoner møder en handelsrejsende, der har en form for magisk æske, til salg for fem guldmønter, æsken skulle eftersigende opfylde et enkelt ønske. Rose takker først nej, men bliver overtalt af mystisk kvinde ved navn Theresa, til at købe den, og derefter får handlingen fart på. Man begynder nemlig at tjene de penge man skal bruge, undervejs reder man en hund der ligesom Theresa får stor betydning senere hen i spillet. Efter man har fået købt æsken og fået fremsagt ønsket, og det tilsyneladende ikke virkede, går man skuffet i seng. Midt på natten kommer der dog en fra Fairfax slottet for at hente dig selv "Sparrow" og din søster Rose. Man kommer frem til slottet og bliver straks bragt hen til Lord Lucien, der virker som en sød hyggeonkel og man fortæller ham så om hvordan man endte på slottet. Lucien beder til sidst dig og din søster, om at stille sig ind i en cirkel, cirklen begynder og lyse blåt, og Lucien mumler noget om at man er en del af "the heroic bloodline" men man ikke er en af de tre, en af os var den fjerde derpå tager han en pistol og skyder først Rose, derefter dig, din karakter der falder ud af vinduet, og flere hundrede meter ned. Her kommer Theresa og den føromtalte hund og reder dig. Spillet starter så først igen 10 år senere, hvor Lord Lucien er i gang med at bygge et enormt torn der vil give ham adgang til Will power, en form for magi der vil lade ham kontrollere hele Albion, derfor sender Theresa dig ud på en mission, du skal forene de tre andre helte, helten for Styrke, Will og Skill kun fulgt af hunden, og hendes egen ledende stemme, alt dette for at stoppe Lucien's plan.
Historien virker ret standard i starten, men hvis man har spillet det første Fable og virkelig sat sig ind i det spils historie, tror jeg faktisk man kan hente en ganske god historie ud af spillet, da Fable 2 er fyldt med hints til den første udgave, men folk der ikke har spillet ender med en ok historie.

Historien falder lidt i baggrunden efter det første som jeg har beskrevet måske en smule for grundigt, men da det er der man får mest indblik mente jeg det ville være relevant.
Men selve spillet er et action RPG, da selve RPG elementerne er meget anderledes end normalt virker det måske som om fokus er flyttet over på action-delen uden det egentligt er sådan. En af de store features i Fable 2 er spillets kampsystem som er utroligt simpelt og enormt befriende. Som spiller har man tre former for angreb, melee, magi og et distanceangreb i form af pistolskud, hvert angreb har sin egen knap, hele systemet er flydende, og enormt let at bruge. Jeg sagde før at der er mere fokus på action end RPG elementerne, og det syntes jeg faktisk at kampene illustrerer meget flot. Når man kæmper mod de utallige og utroligt veldesignede fjender, optjener du som i et hvert RPG spil, experience points, men modsætter sig de fleste normale RPG spil. Peter Molyneux og teamet hos Lionhead har lavet lidt af en genistreg, alt efter hvilet kampsystem man bruger optjener man XP til at opgradere netop den kampform, man optjener dog også general XP som kan bruges på alt. Hvis man elsker at bruge sit long ranged våben, får man XP til eksempelvis at kunne opgradere sin præcision, som i sidste ende vil lade dig sigte på bestemte kropsdele eller våben, du kan også købe dig til nye Will powers, mere liv og større skade. Et lille taktisk tvist er at man selv skal samle erfaringen ind ved at holde en knap inde, så bliver de forskelligt farvede XP orbs optaget, men man er også forsvarsløs mod andre angreb.
Der er dog et alvorligt problem, når der er mange fjender på skærmen forekommer der tit slowdowns, dette problem bliver yderligere eskaleret hvis man vælger at bruge magi, det ødelægger ikke spillet, det er bare enormt ærgerligt.
For at runde hele kampsystemet af, kan det nævnes at man ikke kan dø i spillet, men kan kun blive slået bevidstløs for derefter at vågne op mere eller mindre det samme sted, nu blot med et ar i ansigtet. Dette gør spillet virkelig let, og nogle vil gå hele vejen gennem spillet uden at lide nederlag, men da man jo er en af Albions største helte og meningen med spillet, ikke er sværhedsgraden gør det ikke noget. Jeg må dog indrømme at jeg "døde" en del gange, da jeg uanset spillet pure nægter at bruge block knappen.

Tidligere i denne tekst nævnte jeg også at hunden man reder i ens barndom fik en stor betydningen, og det gør den bestemt også. Hunden følger dig nemlig som den eneste igennem hele spillet, gennem tykt og tyndt, og bliver en meget trofast følgesvend, jeg kom faktisk til at savne den, hvis den blev såret eller falder bagud. Hunden har en anden funktion end bare at være din altid logrende ven, på de mange farefulde rejser, hunden kan ved hjælp af bøger nemlig lærer at finde skatte som er gemt væk eller begravet under jorden eller angribe fjender der ligger ned, hunden vil også finde sig i alt du gør, den vil aldrig vige fra din side, selvom du lader den lide, vil den til sidst få humpet sig tilbage til dig, menneskets bedste ven viser sig rigtigt frem.
Det Fable 2 gør allerbedst er at skabe et yderst opfindsomt, troværdigt og utroligt sjovt spilunivers, Albion er simpelthen bare et genialt sted at bevæge sig rundt. Spillet har givet mig sådan en stærk følelse af hygge og har en fabelagtig stemning, samme følelse havde jeg da jeg spillede det seneste GTA, men sidste jeg hyggede mig så meget med et spil og dets ekvilibristiske stemning var med det første Jak and Daxter og Grandia til den første Playstation, desværre fik jeg aldrig gennemført disse spil. Noget der gør den fantastiske stemning endnu mere fantastisk, er de flotte lyseffekter, når lyset skinner på vandet eller gennemtrækronerne er det utroligt smukt.
Fable 2 fik jeg dog gennemført, desværre på alt, alt, alt for kort tid hoved questen tager omkring 10-12 timer, men det er svært at holde helt styr på da spillets frihed hele tiden skriger dig i hovedet, og det er let at afvige fra ens hovedopgave for at tage nogle andre quests, finde sølvnøgler eller skyde nogle af de 50 gargoylehoveder der altid sender spydige fornærmelser i din retning. Der er også mulighed for at købe huse og forretninger så du kan tjene endnu flere penge. For at kunne købe huse at bo i, eller møbler til disse huse må man naturligvis have penge først, derfor er der en god håndfuld jobs at finde rundt omkring i Albion. De forskellige jobs er ikke specielt varierede og hvor meget tid man vil bruge afhænger helt af den individuelle person. Når du har et hus kan du leje det ud og en forretning tjener logisk nok penge ind. Hvert 5. minut ruller der penge ind, og det er også når boXen er slukket, pengene mister derfor hurtigt sin værdi, og det varer ikke længe før man kan købe sin barndomsdrøm Fairfax slottet.
Albion er et stort sted så det kan være let at farer vild, derfor er der en mulighed for at følge et gyldent brødspor der leder direkte hen til målet. Der er også en mulighed for at teleportere hen til målet, det var dog en funktion jeg næsten aldrig brugte da jeg fandt verden så sjov, at jeg ville nyde hver en afkrog af den.

Fable 2 og humor, sort humor går hånd i hånd, selvom figurerne mest er copy-paste arbejde, har dem man kan snakke med har alle sjove stemmer med en engelsk accent, desværre har din egen karakter ikke nogen stemme, det er lidt skuffende. Derfor finder der ikke mange samtaler sted, men derimod en hel del monologer. Det bringer mig elegant over i lyden, som jeg bare må skrive om præcis som med Mirror's Edge, lyden er majestætisk når man går gennem de smukke landskaber akkompagneret af den smukke og rolige musik, skaber det bare endnu mere stemning, og som i nok har kunnet fornemme er jeg en sucker for en god stemning.

Hvis i er nået så langt som her til så vil i måske huske at jeg nævnte noget omkring spillerens indflydelse på spilverden, og Peter Molyneux's løfte. Jeg mener faktisk ikke at indflydelsen er specielt stor, der er selvfølgelig nogle få beslutning der kan ændre en hel by, men uanset om man er hadet eller elsket får man de samme tre valg til slut, og det er faktisk ret skuffende. Ligeledes er muligheden for at skabe familie, den er der men ligesom med en del af spillet, er det bare ikke dybt nok. derudover skuffer det mig også at man ikke direkte kan ændre så meget på ens figur, man får valget mellem dreng/pige i starten og man kan få skæg og skifte hårfarve, ens figur kan dog ændre sig alt efter om man er god eller ond.
Der har været stor fokus på drop-in-drop-out Co-up delen, hvor man kan se sine venner på Xbox live som flyvende kugle i din verden, desuden er der offline Co-up. Jeg har ikke stiftet meget bekendtskab med online delen, men offline har jeg fået et ganske skidt indtryk af, udover at man ikke kan bringe sin egen helt ind i spillet (gælder både off- og online) så var kameraet elendigt, hvis ikke man gik samme vej var det umuligt at spille ordentligt da man mødte en barriere, der kunne fjenderne så frit angribe, det kunne ellers have været genialt, men da jeg ikke har det store kendskab til online skal jeg ikke kunne sige om det samme problem er gældende der.
Til sidst kan jeg fortælle at Fable 2 ligesom så mange andre har fået noget DLC i form af en ø, hvor man kan finde nye items og quests, desværre er den ligesom den første del af spillet, skuffende kort, der er nogle virkeligt gode ting at finde på denne ø, der går desværre alt for kort tid inden man forlader den igen.

Som i nok kan se på anmeldelsens længde så indeholder Fable 2 en masse muligheder, og selvom jeg er kommet godt omkring, mangler jeg sikkert at fortælle om en del, så der er nok en masse hemmeligheder der stadig venter på mig, hvilket også gør at spillet er utroligt svært at slippe når man først er gået i gang.

Hvis i bad mig opsummere Fable 2 med tre ord skulle det være, stemningsfuldt, hyggeligt og sjovt som bare pokker! Spillet lider ikke af mange problemer, det skuffer på nogle punkter, men det er virkelig hvis man bare leder efter fejl at man finder dem, den største fejl er dybden og holdbarheden selvom der er masser at give sig til, så er hoved questen bare alt for kort, men stemningen er der fra den første smukke cutscene der viser Bowerstone i snelandskab (Mindede mig en del om diagonalstræde eller Hogsmeade fra Harry Potter) desuden er humoren, kampsystemet og en masse andet der til at gøre det "godt igen" men de to ovenstående ting er det der trækker dette spil ned fra et 10tal.
En ting er helt sikkert, jeg kan klart anbefale en rejse ind i Albions forunderlige verden, en dag tager jeg måske selv tilbage, og hvem ved hvis vi er rigtigt gode venner så ses vi måske på markedet i Bowerstone.

Karakter: 9/10