En HIP podcast

Hej allesammen.

Vi i Hunt in Packs (HIP), som er en gamingklan, hvor mange af medlemmerne er herindefra, igang med et projekt. Vi har været igang med det i 2 måneder nu og arbejder stadig på det.

Projektet er vores helt egen podcast. Podcastet er hvor drengene i klanen sidder inde og har forskellige gæster med, og hvor de så ellers snakker om det givne emne. Emnerne er ikke fastlåst til spil, så i kan også forvente andre medier og andre ting blive dækket.

Det dejlige ved disse podcasts er at lytte til den hyggelige, un-scriptet snak som kører, hvor humor, morskab og gode diskussioner altid er nøgleelementer. Og det kan vi også love får, at vi leverer hver gang.

Hvis man er interesseret, så kan man høre min, Wajahat og Doga's (to fede dudes der er med i klanen) meninger om konferencerne og E3 generelt i det nye HIP podcast:

http://www.hipklan.dk/index.php?option=com_content&view=article
&id=146:e3&catid=6:podcast&Itemid=30

Burde fører jeg til siden, ville være cool hvis i gad at lytte :)

Desuden er vi også på Itunes, hvor alle vore podcasts er at finde:
http://itunes.apple.com/podcast/hipklan/id354895615

Shameless self-promotion..... somebody's gotta do it ;)

'Splosion Man - En anmeldelse

Hvad gør man når man er en ny udvikler, og efter to halvlunke sportsspil, står og mangler et nyt projekt? Man begynder og udvikle spil der er behov for, og på Xbox konsollen er der desperat behov, for nogle platformsspil. Twisted Pixels har gjort netop det, og efter den farvefyldte humørbombe The Maw, er udviklerholdet klar med endnu en titel til Xbox Live Arcade, kaldet ’Splosion Man.

The Maw var et utroligt sjovt spil, og skilte sig ud fra mængden, og præcis det samme gør ’Splosion Man. I en spilverden, hvor kreativitet efterhånden er noget af en mangelvare, er det skønt at se en udvikler der tør noget.
’Splosion Man er noget så simpelt som et klassisk 2D sidescrolling platformsspil. Du tager som spiller kontrol over et noget mislykket eksperiment, kendt som ’Splosion Man! Dit mål er at undslippe det underjordiske laboratorium, hvorfor? Fordi ’Splosion Man gør, hvad der passer ham, og er ligeglad med andres meninger.

Nu skal i ikke tro at ’Splosion Man er en mørk dyster person, hvis eneste mål er hævn. Nej i stedet, er det den skøreste, mest vanvittige og charmerende spilkarakter til dato! Om det er ulykken, der har gjort denne fyrs hjerne helt og aldeles forskruet, er komplet ligegyldigt. Humoren er så varm, og så fantastisk, at jeg straks følte mig som en del af denne verden. På et hvilket som helst tidspunkt, kan vor kære hovedperson, finde på at skrige ”Get to tha choppa!!” ”Hasta La Vista Baby!” eller andre underlige, og fuldstændigt irrelevante kommentarer, som garanteret ville have overrasket dig, og frembragt et par grin, hvis ikke jeg havde afsløret det. Heldigvis er ’Splosion Man spækket med overraskelser, af den komiske slags, hvilket også skinner igennem ved diverse achievements. Der er 47 kager gemt i spillet, og skulle du finde dem alle, får du ”Not a Portal reference” achievementen, og sådan er der flere skøre navne og beskrivelser. Men hvad får du for dine 800 magiske fremtidspenge? Blandt andet er der muligheden for at åbne, gamer pictures, et premium tema og tøj til din avatar, efter den nye opdatering kommer. Lyder det ikke skønt!

Men gameplayet er så simpelt, at selv den tungt refererede Arnold Schwarzenegger ville kunne forstå det. Kom fra den ene ende af banen til den anden, uden at dø, løs nogle puzzels og dræb nogle få fjender. Så simpelt og alligevel så genialt, og så sjovt. Det er efterhånden lang tid siden, vi har set et rigtigt platformsspil. Et platformsspil, der ikke bruger tid på våben og andre afvigelser, men fokusere udelukkende på hoppen. ’Splosion Man er derfor som at slentre ned at mindernes allé, jeg husker de mange sjove og frustrerende timer jeg har tilbragt med spil som Rayman, og jeg kan ikke forstå at der er gået mere eller mindre tolv år, (næsten) uden et virkeligt platformsspil. Det kan være en af grundende til jeg syntes ’Splosion Man er så mesterligt. Som ’Splosion Man kan du gøre én enkelt ting, nemlig at (eks)splodere, dette er muligt at gøre tre gange, inde ’Splosion Man skal have meget kort pause.

Udfordringer kommer ikke i form af fjender, for selv om der er nogle modstandere her og der, så er selve banen modstanderen. Banedesignet er derfor ekstremt vigtigt, og heldigvis, slår Twisted Pixels ikke fejl. Banedesignet og variationen er intet mindre end genial. Selvom baggrundene essentielt er ens, så er variationen i de forskellige platformssekvenser, og måden hvorpå de skal løses spot on. Spillet er i starten en leg, men efterhånden som du baner dig vej gennem de halvtreds single player baner, bliver sværhedsgraden naturligvis højere. Dermed kræver spillet faktisk noget af dig som spillet, du sidder ikke fastspændt og skyder endeløse horder af fjender, med dine øjne lukkede, næ nej du skal kunne ’splodere med guddommelig præcision og hurtighed, samtidig skal du kunne forudsige hvad der vil ske, rundt om hjørnet. Gameplayet er hurtigt, flydende, krævende og uhyrligt sjovt. Jeg fandt ikke ’Splosion Man kedeligt eller repetitivt på noget tidspunkt, specielt fordi nye gameplay mekaniker hele tiden bliver tilføjet. Hvad enten vi taler om eksplosive tønder, der sender dig flyvende gennem det halve af banen, dødelige laserstråler på væggen, underlige stråler der lader dig ’splodere uendeligt, eller stråler der forhindre dig i at ’splodere, ja så har vi hele tiden noget nyt. Der er endda også en lille bosskamp her og der.

Min største frygt var frustrationsniveauet, da mit temperament ikke tillader fejltagelser, og da spillet fokuserer meget, på ufattelig præcision, kunne jeg meget vel have forladt spillet i vrede. Heldigvis er der godt med checkpoints, hvilket (næsten) aldrig fik mig til at komme helt op i det røde felt. Hvis jeg dog en sjælden gang nærmede mig, skulle jeg bare tage et kig på Hr. ’Splosion Man, og så følte jeg mig straks oven på igen. Dermed ikke sagt at spillet ikke er svært, det er utroligt krævende, og kræver at du har reflekser gode nok til at undvige et syvårigt barn med sukkerrush, der samtidig har adgang til dartpile. Du kommer til at dø. Meget. Hvis du er casual og dermed ikke gider, at blive ved med at dø det samme sted halvfjers gange, får du muligheden for at springe banen over. Som straf skal man bærer et lyserødt balletskørt, indtil man gennemfører en anden bane. Hvis du derimod elsker at blive udfordret, er der intet der forhindre dig i, at fortsætte dit sadomasokistiske fortagende. En anden god ting, er at det ikke er spillets design der er noget i vejen med, hvis du fejler, er du bare ikke god nok, hvilket er en virkelig god ting. Skulle du blive træt af at spille alene, er der også hele halvtreds specialdesignede multiplayerbaner at boltre sig i.
Hele spillet er dækket af en fantastisk grafisk side. Selvom baggrundene som sagt er meget ens, så er designet farvefuldt og humoristisk. Skulle du springe nogle af de mange forskere i luften, så er det ikke blod der sprøjter ud, men kød i mange forskellige former, det ligner altså en helt slagterbutik. Kameraet vil også nogle ganske skifte til andre vinkler, så det ikke er det samme synspunkt man har hele tiden. ’Splosion Man selv er en farvefuld eksplosion, og hver gang han ’splodere kommer der en flot røgsky til følge, og den grafiske side passer perfekt til setup’et. ’Splosion Mans udbrud kommer i perfekt synkronisering med de mange tegnefilmsagtige lyder, der akkompagnerer resten af designet på en skør og fantastisk måde

’Splosion Man repræsenterer hvad jeg syntes spilverden mangler disse dage. Spillet er flot designet, humoristisk, innovativt, farvefuldt og fyldt med personlighed, jeg kan simpelthen ikke finde nok superlativer til at beskrive dette spil. Det er utroligt at se hvad et udviklerhold som Twisted Pixels kan lave, og at prisen er et stykke under de hundrede kroner gør bestemt ikke min glæde mindre. ’Splosion Man er måske ikke et mesterværk, men jeg var fandens godt underholdt, og kan med glæde sige at dette er det bedste spil indtil nu, dette år. Så hvis du står og mangler et sjovt platformsspil til Xbox 360, er ’Splosion Man det perfekte valg, det er et genialt spil.

Fable 2 anmeldelse

Jeg har taget liv, jeg skånet liv. Jeg har stjålet og jeg har givet. Jeg har tilbedt lyset såvel som mørket. Jeg er blevet hyldet som helt, og frygtet som skurk. Jeg har rejst det eventyrfyldte land Albion tyndt, og er nu vendt tilbage for at fortælle om mine fortryllende oplevelser.

Forud for Fable 2, har den særdeles karismatiske Peter Molyneux endnu engang formået at hype et spil præcis som han gjorde med det første Fable, der desværre ikke så ud til at være så godt som hr. Molyneux havde lovet. Jeg fik aldrig prøvet det første Fable, så jeg var faktisk lidt nervøs, for Molyneux lovede denne gang at spillerens indflydelse på spilverden endnu større, og i det hele taget lovede han guld og grønne skove, heldigvis er spillet mindst lige så godt som Molyneux havde lovet.

Fable 2 forgår 500 år efter historien fra det originale spil, og Albion er gået ind i en ny tidsalder, med videnskab og nye våben. Du begynder som en lille fattig dreng som bliver kaldt Sparrow. Sparrow bor sammen med sin søster Rose, i den fattige del af Bowerstone med udsigt til Fairfax slottet. Det eneste der holder Sparrow og Rose oppe er en drøm, drømmen om engang at bo på det pompøse slot, og slippe for sult, fattigdom og kulde.
Vore hovedpersoner møder en handelsrejsende, der har en form for magisk æske, til salg for fem guldmønter, æsken skulle eftersigende opfylde et enkelt ønske. Rose takker først nej, men bliver overtalt af mystisk kvinde ved navn Theresa, til at købe den, og derefter får handlingen fart på. Man begynder nemlig at tjene de penge man skal bruge, undervejs reder man en hund der ligesom Theresa får stor betydning senere hen i spillet. Efter man har fået købt æsken og fået fremsagt ønsket, og det tilsyneladende ikke virkede, går man skuffet i seng. Midt på natten kommer der dog en fra Fairfax slottet for at hente dig selv "Sparrow" og din søster Rose. Man kommer frem til slottet og bliver straks bragt hen til Lord Lucien, der virker som en sød hyggeonkel og man fortæller ham så om hvordan man endte på slottet. Lucien beder til sidst dig og din søster, om at stille sig ind i en cirkel, cirklen begynder og lyse blåt, og Lucien mumler noget om at man er en del af "the heroic bloodline" men man ikke er en af de tre, en af os var den fjerde derpå tager han en pistol og skyder først Rose, derefter dig, din karakter der falder ud af vinduet, og flere hundrede meter ned. Her kommer Theresa og den føromtalte hund og reder dig. Spillet starter så først igen 10 år senere, hvor Lord Lucien er i gang med at bygge et enormt torn der vil give ham adgang til Will power, en form for magi der vil lade ham kontrollere hele Albion, derfor sender Theresa dig ud på en mission, du skal forene de tre andre helte, helten for Styrke, Will og Skill kun fulgt af hunden, og hendes egen ledende stemme, alt dette for at stoppe Lucien's plan.
Historien virker ret standard i starten, men hvis man har spillet det første Fable og virkelig sat sig ind i det spils historie, tror jeg faktisk man kan hente en ganske god historie ud af spillet, da Fable 2 er fyldt med hints til den første udgave, men folk der ikke har spillet ender med en ok historie.

Historien falder lidt i baggrunden efter det første som jeg har beskrevet måske en smule for grundigt, men da det er der man får mest indblik mente jeg det ville være relevant.
Men selve spillet er et action RPG, da selve RPG elementerne er meget anderledes end normalt virker det måske som om fokus er flyttet over på action-delen uden det egentligt er sådan. En af de store features i Fable 2 er spillets kampsystem som er utroligt simpelt og enormt befriende. Som spiller har man tre former for angreb, melee, magi og et distanceangreb i form af pistolskud, hvert angreb har sin egen knap, hele systemet er flydende, og enormt let at bruge. Jeg sagde før at der er mere fokus på action end RPG elementerne, og det syntes jeg faktisk at kampene illustrerer meget flot. Når man kæmper mod de utallige og utroligt veldesignede fjender, optjener du som i et hvert RPG spil, experience points, men modsætter sig de fleste normale RPG spil. Peter Molyneux og teamet hos Lionhead har lavet lidt af en genistreg, alt efter hvilet kampsystem man bruger optjener man XP til at opgradere netop den kampform, man optjener dog også general XP som kan bruges på alt. Hvis man elsker at bruge sit long ranged våben, får man XP til eksempelvis at kunne opgradere sin præcision, som i sidste ende vil lade dig sigte på bestemte kropsdele eller våben, du kan også købe dig til nye Will powers, mere liv og større skade. Et lille taktisk tvist er at man selv skal samle erfaringen ind ved at holde en knap inde, så bliver de forskelligt farvede XP orbs optaget, men man er også forsvarsløs mod andre angreb.
Der er dog et alvorligt problem, når der er mange fjender på skærmen forekommer der tit slowdowns, dette problem bliver yderligere eskaleret hvis man vælger at bruge magi, det ødelægger ikke spillet, det er bare enormt ærgerligt.
For at runde hele kampsystemet af, kan det nævnes at man ikke kan dø i spillet, men kan kun blive slået bevidstløs for derefter at vågne op mere eller mindre det samme sted, nu blot med et ar i ansigtet. Dette gør spillet virkelig let, og nogle vil gå hele vejen gennem spillet uden at lide nederlag, men da man jo er en af Albions største helte og meningen med spillet, ikke er sværhedsgraden gør det ikke noget. Jeg må dog indrømme at jeg "døde" en del gange, da jeg uanset spillet pure nægter at bruge block knappen.

Tidligere i denne tekst nævnte jeg også at hunden man reder i ens barndom fik en stor betydningen, og det gør den bestemt også. Hunden følger dig nemlig som den eneste igennem hele spillet, gennem tykt og tyndt, og bliver en meget trofast følgesvend, jeg kom faktisk til at savne den, hvis den blev såret eller falder bagud. Hunden har en anden funktion end bare at være din altid logrende ven, på de mange farefulde rejser, hunden kan ved hjælp af bøger nemlig lærer at finde skatte som er gemt væk eller begravet under jorden eller angribe fjender der ligger ned, hunden vil også finde sig i alt du gør, den vil aldrig vige fra din side, selvom du lader den lide, vil den til sidst få humpet sig tilbage til dig, menneskets bedste ven viser sig rigtigt frem.
Det Fable 2 gør allerbedst er at skabe et yderst opfindsomt, troværdigt og utroligt sjovt spilunivers, Albion er simpelthen bare et genialt sted at bevæge sig rundt. Spillet har givet mig sådan en stærk følelse af hygge og har en fabelagtig stemning, samme følelse havde jeg da jeg spillede det seneste GTA, men sidste jeg hyggede mig så meget med et spil og dets ekvilibristiske stemning var med det første Jak and Daxter og Grandia til den første Playstation, desværre fik jeg aldrig gennemført disse spil. Noget der gør den fantastiske stemning endnu mere fantastisk, er de flotte lyseffekter, når lyset skinner på vandet eller gennemtrækronerne er det utroligt smukt.
Fable 2 fik jeg dog gennemført, desværre på alt, alt, alt for kort tid hoved questen tager omkring 10-12 timer, men det er svært at holde helt styr på da spillets frihed hele tiden skriger dig i hovedet, og det er let at afvige fra ens hovedopgave for at tage nogle andre quests, finde sølvnøgler eller skyde nogle af de 50 gargoylehoveder der altid sender spydige fornærmelser i din retning. Der er også mulighed for at købe huse og forretninger så du kan tjene endnu flere penge. For at kunne købe huse at bo i, eller møbler til disse huse må man naturligvis have penge først, derfor er der en god håndfuld jobs at finde rundt omkring i Albion. De forskellige jobs er ikke specielt varierede og hvor meget tid man vil bruge afhænger helt af den individuelle person. Når du har et hus kan du leje det ud og en forretning tjener logisk nok penge ind. Hvert 5. minut ruller der penge ind, og det er også når boXen er slukket, pengene mister derfor hurtigt sin værdi, og det varer ikke længe før man kan købe sin barndomsdrøm Fairfax slottet.
Albion er et stort sted så det kan være let at farer vild, derfor er der en mulighed for at følge et gyldent brødspor der leder direkte hen til målet. Der er også en mulighed for at teleportere hen til målet, det var dog en funktion jeg næsten aldrig brugte da jeg fandt verden så sjov, at jeg ville nyde hver en afkrog af den.

Fable 2 og humor, sort humor går hånd i hånd, selvom figurerne mest er copy-paste arbejde, har dem man kan snakke med har alle sjove stemmer med en engelsk accent, desværre har din egen karakter ikke nogen stemme, det er lidt skuffende. Derfor finder der ikke mange samtaler sted, men derimod en hel del monologer. Det bringer mig elegant over i lyden, som jeg bare må skrive om præcis som med Mirror's Edge, lyden er majestætisk når man går gennem de smukke landskaber akkompagneret af den smukke og rolige musik, skaber det bare endnu mere stemning, og som i nok har kunnet fornemme er jeg en sucker for en god stemning.

Hvis i er nået så langt som her til så vil i måske huske at jeg nævnte noget omkring spillerens indflydelse på spilverden, og Peter Molyneux's løfte. Jeg mener faktisk ikke at indflydelsen er specielt stor, der er selvfølgelig nogle få beslutning der kan ændre en hel by, men uanset om man er hadet eller elsket får man de samme tre valg til slut, og det er faktisk ret skuffende. Ligeledes er muligheden for at skabe familie, den er der men ligesom med en del af spillet, er det bare ikke dybt nok. derudover skuffer det mig også at man ikke direkte kan ændre så meget på ens figur, man får valget mellem dreng/pige i starten og man kan få skæg og skifte hårfarve, ens figur kan dog ændre sig alt efter om man er god eller ond.
Der har været stor fokus på drop-in-drop-out Co-up delen, hvor man kan se sine venner på Xbox live som flyvende kugle i din verden, desuden er der offline Co-up. Jeg har ikke stiftet meget bekendtskab med online delen, men offline har jeg fået et ganske skidt indtryk af, udover at man ikke kan bringe sin egen helt ind i spillet (gælder både off- og online) så var kameraet elendigt, hvis ikke man gik samme vej var det umuligt at spille ordentligt da man mødte en barriere, der kunne fjenderne så frit angribe, det kunne ellers have været genialt, men da jeg ikke har det store kendskab til online skal jeg ikke kunne sige om det samme problem er gældende der.
Til sidst kan jeg fortælle at Fable 2 ligesom så mange andre har fået noget DLC i form af en ø, hvor man kan finde nye items og quests, desværre er den ligesom den første del af spillet, skuffende kort, der er nogle virkeligt gode ting at finde på denne ø, der går desværre alt for kort tid inden man forlader den igen.

Som i nok kan se på anmeldelsens længde så indeholder Fable 2 en masse muligheder, og selvom jeg er kommet godt omkring, mangler jeg sikkert at fortælle om en del, så der er nok en masse hemmeligheder der stadig venter på mig, hvilket også gør at spillet er utroligt svært at slippe når man først er gået i gang.

Hvis i bad mig opsummere Fable 2 med tre ord skulle det være, stemningsfuldt, hyggeligt og sjovt som bare pokker! Spillet lider ikke af mange problemer, det skuffer på nogle punkter, men det er virkelig hvis man bare leder efter fejl at man finder dem, den største fejl er dybden og holdbarheden selvom der er masser at give sig til, så er hoved questen bare alt for kort, men stemningen er der fra den første smukke cutscene der viser Bowerstone i snelandskab (Mindede mig en del om diagonalstræde eller Hogsmeade fra Harry Potter) desuden er humoren, kampsystemet og en masse andet der til at gøre det "godt igen" men de to ovenstående ting er det der trækker dette spil ned fra et 10tal.
En ting er helt sikkert, jeg kan klart anbefale en rejse ind i Albions forunderlige verden, en dag tager jeg måske selv tilbage, og hvem ved hvis vi er rigtigt gode venner så ses vi måske på markedet i Bowerstone.

 

Karakter: 9/10

Mirror's Edge - Anmeldelse

Jeg har altid haft en forkærlighed for platformspil fra jeg spillede det første Rayman, til Sly og Ratchet & Clank serien, den genre virker desværre lidt for død på nogle konsoller, Mirror's Edge ser nu ud til at have genopfundet genren, selvom man ikke kan kalde det for et rent platformspil.

Når jeg skriver en anmeldelse, gælder det for mig om at prøve at være så objektiv så muligt, så flere kan få noget ud af det, men samtidig skal man få sine egne meninger til at skinne igennem, en utroligt svær kombination, som kan være nøglen til at skrive en god anmeldelse, men denne gang kommer det til at blive en utroligt subjektiv anmeldelse, da Mirror's Edge nok er et af de spil der kommer til at blive elsket eller hadet.

Siden jeg så den første trailer har jeg været forelsket, jeg husker tydeligt hvordan jeg sad og måbede, tænkende hvis det bliver sådan her så er jeg lykkelig, og heldigvis har udviklerne holdt hvad de lovede dengang. Spillet er udviklet DICE som bedst er kendt for deres Battlefield serie, de har virkelig taget et enormt spring, og nogle store chancer, de er landet på fødderne og har skabt noget fantastisk.

Du spiller som Faith, en såkaldt Runner. Runnerne, en flok atletiske Pakour udøvere der er den eneste hæderlige informationskilde i et overkontrolleret samfund, hvor alt og alle bliver overvåget konstant, næsten hele befolkningen har accepteret overvågningen, Runnerne sørger så for at information bliver leveret til de få som vil have den gamle verden tilbage.
En dag bliver den borgmesterkandidat der arbejdede for at få byen befriet for overvågningen myrdet, og Faith' søster Kate som arbejder for politiet, bliver anholdt for mordet, Kate er selvfølgelig uskyldig og dermed skal Faith rense hendes navn. Historien bliver fortalt gennem nogle cutscenes der enten hades eller elskes, personligt syntes jeg hverken de er kønne men heller ikke grimme, de minder meget om reklamerne fra Esurance, og det vil andre der har set amerikansk tv nok også mene, dem der ikke har, kan tjekke op på youtube.
Historien kunne have været meget god, der bliver desværre ikke brugt meget tid på at fortælle den, de cutscenes der er bare med for at give en grund og en overgang mellem banerne og jeg kom aldrig til at føle noget for personerne, en skam for der er faktisk nogle gode og overraskende plottwists.

DICE har virkelig været involveret i et risikofyldt projekt, da et Action/adventure platformspil der er set i 1. person hele vejen er ganske enkelt imponerende og nyskabende, og det kendskab jeg har til free running/ Pakour spil, er som regel dårlig styring og elendigt kamera, men Mirror's Edge har man også haft problemer med bevægelsessyge.

For at gå til sagen, så starter man med at få introduceret styringen som er anderledes end man ville forvente, da næsten al styring forgår fra skulderknapperne, en genial beslutning da det gør det meget lettere at leve sig ind i rollen, simpelthen fordi det ikke er normalt. Styringen er for det meste perfekt, der kan dog forekomme problemer, når der skal laves et wallrun da det sker ved tryk på jump knappen. Det er utroligt at se hvor kompliceret det ser ud når man kigger på en anden spille, men når man sidder med kontrolleren i hånden er styringen let og naturlig.
Mirror's Edge har virkelig været en enorm fornøjelse at spille, ikke mindst pga. gameplayet der giver mig samme følelse som traileren gjorde, og har så mange Holy Shiit momenter som jeg poetisk nok har valgt at kalde dem. Spillet er fyldt til bristepunktet med hjertegaloperende, intens action, hvad enten du bliver jagtet af en helikopter eller overlever et drabeligt spring, så sidder hjertet helt oppe under tungen store dele af spillet.

Mirror's Edge går mod strømmen ved at opfordre til at være pacifist, og hjulpet på vej af et stilistisk afvæbningssystem der byder på nogle benhårde sekvenser, så fungere pacifist ideen godt i starten af spillet, da fjenderne for det meste er overkommelige og kommer en af gangen, men efterhånden som S.W.A.T. folk begynder at vise sig, gerne en tre-fire personer af gangen, bliver kampene en pine og det største kritikpunkt i spillet, især hvis man går efter at gennemfører spillet ud at skyde en eneste fjende. S.W.A.T. medlemmerne er utroligt svære at afvæbne, og et møde med mere end en af disse bliver fatalt, endvidere finder jeg det svært at tro, af den spinkle Faith, der tilsyneladende kan overleve fald fra næsten umenneskelige højder, stiller træskoene ved to slag med en geværkolbe, men det er måske bare mig? Specielt den syvende bane i spillet står for mig som den værste med hensyn til fjender, den syvende bane byder også på spillets eneste egentlige nævekamp som er abnormt frustrerende.

Kerne gameplayet er dog fantastisk, jeg nyder at løbe rundt i verden, selvom spillet fokusere meget på momentum, så er det så let at elske de tidspunkter hvor man står og venter på at springe, da man vel har oplevet lignende på legepladsen da man var lille, når man skulle lave det store spring fra gynge til gynge eller noget lignende. Spillet har fokus på Trial and Error hvilket for nogle vil være et stort problem, forbløffende nok generede Trial and Error mig ikke det mindste når det kom til platformsekvenserne, det gav mig mulighed for at finpudse og afprøve nye ruter, men nogle vil helt sikkert finde det lige så irriterende som kampene mod politifolkene, og man bør virkelig være opmærksom på netop det aspekt af spillet da det er utroligt individuelt om man kan lide den slags eller ej.
Loadetiderne er et problem, der er ikke nogen decideret loadingskærm som sådan, men du tilbringer en god tid med at stå i en elevator mens verden tilsyneladende loader omkring dig, der er mulighed for at læse nyhederne, men det er ikke noget der giver ekstra dybde til historien og på nær den sidste elevator tur, er det en pine at være spæret inde, dertil kommer nogle underlige små loades inde i selve spillet.

Mirror's Edge separerer sig fra næsten alt vi har set før, på så mange områder, det gælder også den graffiske præsentation, alt er hvidt, klinisk og sterilt med undtagelse af de pastelfarver der virker så meget klarere i de barer omgivelser, teknisk set er grafikken ikke flot, men ligesom resten af spillet er der bare noget specielt det. Miljøerne er og ganske velafbalancerede, alt fra tage til kloaker og storcentre. Der er to klarer farver i hele spillet, farven sort som repræsentere S.W.A.T. og farven rød, som er en guide, der leder dig den rigtige vej, ikke nødvendigvis den hurtigste den skal man selv finde. Det sterile design, gør at budskabet omkring overvågningssamfundet bliver udbredt, desuden indeholder spillet også en vis symbolik, rotter der kravler omkring overalt i byen, kan sagtens være en betydning for hvor beskidt og korrupt byen er, den strenge overvågning bliver brugt så dem med magten kan kontrollere. Der er absolut heller ingen HUD, kun en lille cirkel i midten af skærmen er at finde i spillet, den er med for at forhindre kvalme, og selv den kan slås fra, for en 100 % 1. person oplevelse.

Egentligt ville jeg ikke have gået i dybden med lyden, men jeg fandt den betagende, lyden af Faith åndedræt, skoene mod muren og vinden susen blandet med skudende flyvende omkring ørene, virker bare. Under de små detaljer i selve spillet er selve musikken blændende smuk, jeg har faktisk taget mig selv i at dvæle ved musikken i menuen, samtidig passer det perfekt med det rene design, og som prikken over i'et, har Mirror's Edge et af de bedste spilsoundtracks nogensinde, med svenske Lisa Miskovsky's Still Alive.

Desværre er Mirror's Edge meget kort, en 5-7 timers oplevelse er ikke meget, der er Time Trials og speedruns, og 30 takser gemt i rundt omkring i spillet, det er bestemt ikke noget der appellere til alle, det er dog ganske god tidsfordriv. Genspilningsværdien afhænger af hvor meget man kan lide konceptet, jeg er allerede i gang med min fjerde gennemspilning, og nyder det endnu mere hver gang. Her kan jeg også ærgre mig over at der ikke er blevet brugt meget tid på historien, en bedre fortalt historie kunne have givet noget ekstra spilletid, og gjort det hele mere komplekst.

Mirror's Edge har for mig været en genial oplevelse, når man hopper, klatrer, rutsjer, glider og løber hen af murerne flere hundrede meter oppe i luften, væk fra alt giver det en utroligt unik oplevelse som ikke kan findes andetsteds, Trial and Error kommer til at være det der er afgørende, kan man lide den del, kommer man nok til at elske spillet, Mirror's Edges kampsystem og holdbarheden er nogle af de få minusser i spillet, der alt i alt er en fremragende, genial og på alle måde et af de mest nyskabende spil i lang tid, det bør prøves af alle.