Velkommen til Krinkelkrogen, xboxlife’ere; mit lille hjørne af blogvæggen.

At fatte sig i korthed er en evne, jeg ikke besidder ;-)

Dette blogindlæg omhandler det emne, som jeg introducerede for Xboxlife i sidste blogindlæg; hovedsageligt min socialfobi/socialangst og en smule omkring min depression. Denne blog bliver altså derfor en kende mere alvorligt end mit første, men jeg har selvfølgelig forsøgt at gøre den så fordøjelig som muligt. Selv en republikansk eks-præsident fra Texas burde ikke kunne få denne blog i den gale hals… og den er ellers temmelig lang.

Blogindlægget er af gode grunde meget personlig, og noget tungere end den foregående, og jeg har derfor gjort mig mange overvejelser omkring indholdet af den.  Overvejelserne er gået på følgende:

- Har førnævnte eks-præsident overhovedet kunne nyde en saltkringle (eller noget som helst andet     bagværk) siden sit uheld?
- Hvad har det ovenstående spørgsmål egentligt med indholdet af denne blog at gøre?
- Bør jeg udgive min blog som lydbog… indtalt af Ole Thestrup?

Allermest er mine overvejelser gået på hvilke ting, som jeg føler, at jeg kan dele med jer, og hvilke, jeg føler, at jeg ikke kan. Konklusionen af disse overvejelser blev altså til dette indlæg, hvor jeg har besluttet at fokusere meget mere på min socialfobi end på min depression. Hvorfor? Jamen, det er der skam to hovedårsager til:

Hvad angår min socialfobi, så føler jeg bedre, at jeg kan dele de tanker, jeg gør mig i forbindelse med den, samt berette, hvordan jeg reagerer på disse tanker, end jeg kan med depressionen. Dette på trods af, at mine tanker og reaktioner i sociale situationer er ekstremt irrationelle, som I også selv vil fornemme længere nede. De tanker, som jeg gjorde mig i forbindelse med depressionen, da den var allerværst (og som jeg stadig kan forfalde til en sjælden gang imellem), er simpelthen for tunge og mørke, og ingen her på siden er på nogen måde tjent med at blive gjort bekendt med disse. Derfor har jeg ikke skrevet ret meget om min depression. Dette er den ene årsag.

Den anden årsag er den kendsgerning, at der er en ret stor sandsynlighed for, at samtlige læsere af denne blog enten allerede har stiftet personligt bekendtskab med en depression, af lettere eller sværere grad, eller vil gøre det engang i fremtiden; måske igennem én af sine nære bekendte, måske man selv allerede har været igennem en depressionen eller måske (Gud forbyde det) man får en senere i livet.

Depression er desværre en udbredt lidelse, og pointen er, at vi alle sikkert vil tilegne os vores egen personlige oplevelse omkring denne sygdom på det ene eller det andet tidspunkt i vores liv. Dette er altså den anden årsag til, at jeg vælger at beskrive min socialfobi langt mere uddybende end depressionen; socialfobi er ligesom… lidt mere… eksotisk, og er sikkert ikke noget, ret mange af jer vil stifte bekendtskab med ellers. And let’s face it, folk med socialangst vil normalt gøre alt for at undgå jer i enhver tænkelig situation, så det er noget, man sjældent opnår kendskab til igennem en person, som er ramt af lidelsen.

Nuvel, let’s cut to the chase. I mit forsøg på at skitsere, hvilke tanker man gør sig, og hvordan man reagerer på en sådan angst, så lad mig da føre jer tilbage til den dag i starten af september måned 2010, hvor jeg fik mit første, og hidtil eneste, panikanfald over min angst for andre mennesker. Episoden vil blive beskrevet i 2. person, da det er min teori, at I på denne måde måske bedre kan sætte jer ind i en ellers fuldstændig irrationel og håbløs situation. Derfor: selvom jeg skriver ”du” i stedet for ”jeg” og ellers beskriver hele episoden i nutid, så er dette en meget personlig og fuldstændig autentisk beretning fra mit liv. Om ikke andet, så giver det lidt afveksling i bloggen. Dette er altså situationen, som den forløb for mig den dag.

True story, folks:
Forestil jer IKEA i Aarhus; har I aldrig besøgt IKEA i Aarhus, så forestil jer en hvilken som helst anden IKEA; har I aldrig besøgt et IKEA-varehus før, så forestil jer Edward Norton’s lejlighed i Fight Club, bare i større målestok; har I ikke set Fight Club, så er det ud og anskaf! Med det samme!

Anyways, du stiger ud fra bagsædet af dine forældres sølvgrå Nissan Almera 1.5 Comfort anno 2002 med en dominerende følelse af fortrydelse herskende i hver eneste del af din krop. Du ønsker nu, at du havde brugt ”sygekortet” for at slippe ud af denne situation tidligere på dagen, men du havde alligevel nøjes med at håbe og tro på, at der ikke ville være ret mange mennesker i IKEA lige præcis i dag. Din optimisme blev hurtigt skudt ned, da du først så, hvor mange biler, der holdt på parkeringspladsen; det virkede som tusinde og atter tusinde. At din far måtte bruge adskillige minutter på at finde en parkeringsplads siger det hele - mange… mennesker…

Som du bevæger dig over parkeringspladsen sammen med dine forældre og lillebror foretager du dig nogle langsomme, rolige og dybe vejrtrækninger for på den måde at prøve at tackle uroen i kroppen. Mest enerverende er dog din kvalme, som har stået på siden morgenstunden, og som du har været tæt på at reagere på et par gange her til morgen. Dog ved du af erfaring, at kvalmen hurtigt vil foretage sig, når du endelig står i selve situationen… når du endelig står i selve IKEA (IKEA, the place where your “piece-it-together-yourself-you-doof!”- furnishing needs come true).

Pludselig har du, mens din tankestrøm har stået på, bevæget dig igennem indgangen til varehuset, og du står i det, som man vel kan kalde forhallen. Jaja, det nytter ikke noget. Du har lige fået nøglerne til din studiebolig, hvor du endda skal bo sammen med brormand, og sagen er, at der mangles nogle møbler i hyblen, før I endelig kan kalde det en… yeah well, en hybel.

Turen til IKEA har derfor været aftalt flere uger i forvejen med din lillebror, men da de gamle fik nys om den, så bestemte de sig for, at de også ligeså godt kunne tage med; hvorfor ikke gøre en dag ud af det? Ikke en situation, som du fandt særlig behagelig; når de gamle er med, så vil turen igennem varehuset tage betragteligt længere tid end først antaget. Men med kom de. Sket er sket, og det skal selvfølgelig nok gå alt sammen; det er jo bare en dag med familien.

Du bevæger dig forbi IKEA-cafeteriet i en rask fart i et forsøg på at bestemme tempoet, men din mor lader ikke sådan et måltid mad gå næsen forbi. Hun studerer indgående menuen og mener ikke, at det ser værst ud, og prisen er jo også fin nok for buffeten. Din far er selvfølgelig enig. Du kigger ind af vinduespartiet til cafeteriet og vurderer hurtigt, at der sidder alt for mange mennesker derinde. Du giver til kende, at du virkelig ikke er specielt sulten, og at I jo bare kan hente en pizza i pizzaria’et overfor studieboligen, når I er færdige med jeres IKEA-vandring. Så kan I jo også få prøvet deres pizza af… eller noget…

Desuden synes du altså ikke helt, at du ønsker at bruge penge på noget, som du måske alligevel ikke får spist op. Du er jo studerende og alt det der; pengene er små. Forkert argument! For selvfølgelig betaler din far for hele familien i denne omgang. Så spiser vi bare, hvad vi kan. Hvordan kan man sige nej til dette? Hvad skulle undskyldningen være? ”Far, jeg nægter at tage imod dine blodpenge!”?

Du står i kø ved buffet’en og kan næsten mærke de andre cafeteria-gæsters vurderende blikke i nakken på dig. Bare tag det roligt. Opfør dig normalt, lav ikke noget dumt, tab ikke noget eller lignende, og gæsterne mister helt sikkert interessen for dig. Du kigger rundt i lokalet, og nej, du ser umiddelbart ikke nogen, som åbenlyst stirrer på dig – og dog! Du veksler et kort blik med en familiefar, der sidder få meter fra, hvor du står. Han siger noget til konen med et skælmsk smil, og hun griner lidt; er det dig, de griner af? What’s their beef with you? Er det din påklædning? Ser du latterlig ud? Er du rød i ansigtet? Det er godt nok også lidt varmt lige nu…

Køen bevæger sig, og du snupper en tallerken. Så hurtigt som muligt griber du nogle små herregårdsbøffer, nogle bådkartofler, lidt bearnaisesauce og et hvidløgsbrød… og en cocio. Det må være nok, du er klar til betaling. Men det er resten af familien selvfølgelig ikke endnu. I det mindste kan du bruge tiden lidt konstruktivt. Du spejder efter nogle gode pladser, og nede i et hjørne af cafeteriet øjner du muligheden for at kunne sidde et sted, hvor du ikke sidder alt for tæt på nogle fremmede, og hvor du kan sidde med ryggen til resten af cafeteriegæsterne og prøve at slå dem ud af hovedet. Du tripper lidt, hvor du står, mens du venter på, at familien bliver færdig. Den genkendelige snurren og kilden i baglåret er begyndt. Det føles lidt som, når du har fået et glas vin for meget, og dine forræderiske ben er på vej til at give efter under dig. Allermest af alt ved du dog, at dine ben helst vil stikke af fra situationen.

Din far betaler for måltidet, og du griber hurtigt din bakke og fører familien ned i hjørnet, og du får placeret dig med ryggen til alle andre i lokalet. Det hjælper faktisk lidt på situationen. Du er konstant opmærksom på de andre gæster i cafeteriet bag dig, men den værste uro forlader alligevel din krop, og du finder et overskud til rent faktisk at kunne føre en samtale med familien, mens I spiser. Stille og roligt.

En halv time senere er I på farten igen. Din mor tager tænderskærrende lang tid om at gå varehuset igennem. Alt skal tjekkes ud og gennemgås. Hvordan kan hun tage det så roligt med alle de mennesker? Det er da skide stressende det her! Uroen er allerede vendt tilbage i kroppen, og du har igen lyst til at tage benene på nakken.

I køkkensituationen aner du et lille helle. Lillebror og dig mangler et lille spisebord til køkkenet, og du har fået øje på et lille klapbord, om man vil, til to mennesker. Bedst af alt; det befinder sig for enden af et lille køkkenudsnit på ca. 2x4 meter, der er skærmet af fra tre sider, og der befinder sig ingen mennesker derinde lige nu… en tryg lille hule. Du får lokket brormand og de gamle med derind og håber lidt, at lillebror ikke synes om bordet; diskussion = længere tid i hulen. Han synes imidlertid, at bordet er rigtig fint. Er det nu, at du skal ombestemme dig og ikke kunne lide bordet alligevel? Nej, det betyder bare, at I skal ud og finde et andet bord. Det ville tage for lang tid.

Som du bevæger dig videre i varehuset bliver symptomerne på dit ubehag værre og værre. Din kvalme er vendt tilbage. Dette har du ikke prøvet før. Du plejer kun have kvalme af nervøsitet over udsigten til at skulle være sammen med andre mennesker. Den plejer at forsvinde igen, når du rent faktisk er sammen med andre mennesker. Her bliver den som regel afløst af førnævnt uro i ben og krop og rødme i ansigtet. Nu er den dog tilbage igen. Dit hjerte er også begyndt at galoppere af sted, og sveden er begyndt at pible frem adskillige steder på din krop. Du forestiller dig, hvordan dine armhuler har forvandlet sig til 2x Niagara Falls, hvor sveden bruser ud fra.

Alle de mennesker! Varehuset minder et myrebo, hvor hele klodens IKEA-entusiaster synes at være samlet på dette ene sted i hele verden. Myrerne kribler rundt overalt med hver deres dagsorden, til højre, til venstre, foran dig, bag dig, og de er konstant i vejen og alt for tæt på dig hele tiden. De dømmer og kritiserer dig for ikke at passe ind i mylderet. Kan de se dit ubehag? Din sved? Dine rystende, urolige ben? Dit hjerte, der banker så hårdt, at det snart må arbejde sig ud af dit bryst i ren Alien-stil? Du føler, at du stikker ud som en haitianer til en ku klux-forsamling.

Resten af familien står og kigger på badeforhæng, mens du står en smule bagved dem med højre hånd knugende om en del af et hyldeparti. Du er ved at blive rablende vanvittig! Det er den eneste forklaring. Eller er det sådan her et hjerteanfald føles? Eller en blodprop? Er dette dine sidste sekunder på Jorden? En knugende fornemmelse melder sig i brystet på dig, og du føler, at du er nødt til at bruge ekstra energi til at trække vejret. Du står som lammet, munden er tørlagt som Sahara, og du kan ikke formidle, hvad du gennemgår for familien, der står med ryggen til. Du skulle have underrettet dem om dine symptomer noget før. Nu er det for sent; du kan ikke få et ord ud gennem læberne, og nu du må betale den ultimative pris. Verden sejler for dine øjne…

… Pludselig kan du mærke, hvordan al energi fiser ud af kroppen på dig som luften ud af en ballon. En pludselig lethed i hovedet sætter gang i en energiudladning, som fortsætter ned gennem din hals, ud gennem skuldrene, ned gennem armene og ud gennem fingrene. Det samme sker ned gennem torso, lår, lægge og fødder. Og dette sker i løbet af et splitsekund. At du formår at blive stående på dine fødder, er en gåde. En udmattelse uden lige afløser din hjertebanken, kriblende baglår og dine andre symptomer. Angsten er fuldstændig forsvundet, men du trænger virkelig til at sidde eller ligge ned. Det har været som en tur op af Mount Everest. Noget er galt med dig, men du vil ikke rigtig være ved det. Du vil faktisk ikke være ved det i flere måneder fremover…

Som sagt var dette, hvad jeg virkelig oplevede den dag i IKEA. Jeg husker ikke så meget andet i minutterne efter dette faktisk. Jeg var så tappet for energi, at man tror, det var løgn; fuldstændig og aldeles udmattet.

Mine forældre kunne udmærket se, at noget var galt, da de fik øje på mig få sekunder efter. Jeg måtte også indrømme, at jeg ikke havde det for godt, hvorefter vi da også blev enige om, at det nok var maden, vi fik i cafeteriet, som jeg havde fået det skidt af. Yes yes, jeg havde da også lidt dårlig mave. Egentligt vidste jeg jo godt selv, at dette ikke var tilfældet, og det var nu ikke specielt maven, den var gal med, men det var en fin officiel forklaring for mig. Benægt, benægt og benægt noget mere. Jeg fulgte stadig trop igennem IKEA trods min udmattelse og kom igennem dagen. Angsten vendte ikke tilbage mere denne dag, og jeg sov som en sten samme aften.

Jeg har dog heller ikke oplevet et panikanfald siden, men det er nok mest, fordi jeg har gjort alt for at undgå situationer, hvor det har kunnet opstå. Jeg har været mere angst for selve udsigten til endnu panikanfald siden, end jeg reelt har for mennesker; jeg har været angst for angsten, so to speak. Når jeg har været til undervisning, så har jeg brugt muligheden for ”toiletpauser” adskillige gange, når jeg følte, at jeg måtte væk. Kantinen holdt jeg mig fuldstændig fra i månederne august-oktober. Havde jeg ikke fået mad med hjemmefra, så ville jeg hellere sulte end at skulle opsøge en overfyldt kantine. I november og december viste jeg mig overhovedet ikke på min uddannelsesinstitution. Men dette var mest på grund af min depression, som virkelig var blevet hård på dette tidspunkt.

Depressionen er det sorte hul, som suger al din energi, motivation og alle dine interesser til sig. Den er helt sikkert opstået på grund af min socialangst, som jeg har haft siden slutningen af gymnasiet, vil jeg tro. Dog var den noget ”mildere” dengang. Den anden faktor et mit svære D-vitamin mangel. Et normalt menneske har en D-vitamin værdi, om man vil, som ligger et sted mellem 50-160, hvor halvtredserne lige er lavt nok… jeg ligger på 14. Upse-dasse...

Manglen på dette vitamin er især skyld i mine muskelsmerter (jep, dem har jeg også) og træthed. Nå ja, og så kan D-vitamin mangel i sig selv, uden socialfobi eller andre lidelser oveni, give en depression. Jep, I do consider myself lucky ;-)

Men jeg får heldigvis hjælp nu. En psykolog er på sagen, og jeg bliver pumpet med D-vitamin i pilleform. Det vil tage noget tid, før jeg for alvor er på fødderne igen, men i det mindste kender jeg årsagen til min depression. Jeg vil gerne tro på, at har man først arbejdet sig op fra et så dybt hul, som jeg har rodet rundt i i lidt over et halvt års tid nu, så bliver man blot stærkere, når man når overfladen igen. Det er i hvert fald mit håb.

For lige at knytte en sidste kommentar til min socialfobi, så ved jeg udmærket godt, hvor irrationel jeg opfører mig den skitserede situation ovenover. Jeg ved også dette, når jeg står i selve situationen, men jeg kan ikke styre mine tanker og reaktioner trods denne viden. De kan bare ikke tøjles. Ikke endnu i hvert fald. Det er ligesom, når jeg skriver elefant, så vil I automatisk tænke på Amin Jensen. Det er uundgåeligt. Ligesom min reaktion på andre mennesker. Jeg føler mig mildest talt forkert sammen med andre, og dette er selvfølgelig et resultat af et dårligt selvværd, som jeg skal have banket i vejret. Desuden havde jeg også en uhørt paranoia på den dag i IKEA. Jeg tror virkelig, jeg havde fået bygget en ekstrem stemning op inde i mit hoved, men jeg har stadig en urimelig angst for, at det skal ske igen.

Det var så det. Dette vil være min sidste blog omkring min socialangst og depression. Det er godt nok, som fylder ekstremt meget i mit liv lige p.t., men fremtidige blogs vil altså ikke omhandle dette emne mere… og det er så alligevel ikke helt sandt. Når jeg nu har skrevet dette blogindlæg, så skylder jeg jer også at skrive nogle små updates en gang i mellem, når jeg er i ”yderligere” bedring og måske har oplevet nogle succes-oplevelser hen af vejen (crossing my fingers). Det vil jeg selvfølgelig gøre, men ellers vil jeg holde gang i skribleriet og skrive om andre ting, der ellers intet har gøre med dette element i mit liv. Efter denne smøre, så tror jeg måske også, at I har fået nok af lige dette emne ;-)

Til sidst vil jeg blot skrive, at jeg selvfølgelig ikke ønsker medlidenhed eller medynk; det er ikke derfor, jeg har skrevet bloggen. Jeg har bare haft et behov for at få det ud et sted, og det blev så her. Dette emne fylder hvert et aspekt af mit liv lige i øjeblikket, og derfor er der ingen grund til at forsøge at komme udenom det. Det skal bare tackles head on.

Tak fordi du tog dig tid til at læse dette.

Venligst
Ink129

                                                            
Nå, folkens
Blog-e-di-blog; og tilmed min første af slagsen. Selvom jeg har brugt denne side i forholdsvis lang tid efterhånden (6-7 år ca.), til at læse både anmeldelser og nyheder og deltage i forskellige debatter og diskussioner rundt omkring i trådene, så er dette min første blog… på nogen som helst side… overhovedet!Jeg er Ink129, og jeg er blogger-jomfru… men det skal der laves om på; nu skal der dælme penetreres! Xboxlife skal være min første!

Men hvad skriver jeg så ellers denne blog for? Og hvorfor her? Hvorfor nu? Og hvorfor vælger jeg at skrive den med mine hænder, når nu mine fødder godt kunne trænge til lidt afveksling? Disse spørgsmål trænger sig på i jeres hoveder efter lige at have læst dem her i bloggen, og I ønsker dem selvfølgelig besvaret. Alrighty…

Hvorfor skriver du, Ink129, bloggen? Hertil kan jeg passende diske op med følgende underspørgsmål, som jeg kan mærke, ligger jer læsere på sinde:

1. Er bloggen et led i din daglige selvforherligelse? Tjo, det må siges at være delvis sandt – den er nok nærmere et led i min nyligt påbegyndte selvforherligelse. Et mere uddybende svar udbedes selvfølgelig af jer læsere, men fat tålmod; all in due time…

2. Ønsker du at dele ud af din umådelige visdom? Kun mine fødder må siges at besidde en vis form for visdom, og de deler normalt ikke ud af deres ildelugtende guldkorn… hvilket egentligt er forholdsvist ulækkert; jeg ved ikke, hvordan jeg ellers skal få de klistrede honningkugler ud mellem mine tæer. Advarsel: af personlig erfaring kan jeg berette, at Honeymonster har en fodfetisch. Need I say more? Ah, så sneg der sig sgu alligevel lidt visdom med ud ;-)

3. Skriver du denne blog for at åbne lidt mere op omkring dig selv og din person for på denne måde at tage det første skridt mod at resocialisere dig selv og dermed forholde dig til din (forholdvist) nyligt konstaterede sygdom, så du i sidste ende kan undslippe den onde cirkel, du befinder dig i og forhåbentligt blive rask? Jepsen, her rammer I virkeligt hovedet på det famøse søm. Xboxlife’ere: your perception is unmatched.

Nu bliver dette blogindlæg altså lige lidt tungere; det hele er ikke bare rent spas. Kan I mærke, hvordan bloggen nu går fra at være en super-fluevægter til… tja, mindst en mellemvægter, vil jeg tro? I kan nok bedst mærke det selv. Men nu er det altså ikke Diet Coke mere, mine damer og herrer; alt under en solfaktor 15 rækker ikke længere; vi snakker ikke bare grimt mere, men Joseph Carey Merrick-grimt (og må han hvile i fred); tvillinger siger du? Næ, prøv med sekslinger… og en collie. We are, simply put, not walking in Memphis anymore!

Serious mode on (eller i hvert fald relativt seriøs). Get ready for ”heavyness”!:
Altså, i bund og grund kan man godt kalde denne blog en del af en terapeutisk øvelse for mig. Lige præcis dette, mit første, blogindlæg er faktisk kun en præsentation eller indledning til det, I kommer til at læse om næste gang, jeg blogger (hvis I overhovedet gider læse bloggen næste gang).

I starten var det, I vil læse i mit næste blogindlæg, kun tiltænkt mine egne sarte øjne; en måde at få samlet mine tanker omkring min lidelse på og nå til en slags erkendelse, der forhåbentligt gerne skulle kunne bringe mig tættere på en egentlig helbredelse; eller i hvert fald tættere på en måde, hvorpå jeg kan tackle mine tanker og følelser og leve et forholdsvist normalt liv. Men som mine skriblerier skred frem, så indså jeg, at jeg blev nødt til at dele denne mørke episode af mit liv med folk; om end forholdsvist anonymt. Jeg har aldrig været god til mennesker (læs: jeg har altid været herreringe til mennesker), og derfor har jeg kun i de sjældneste situationer rigtig ”delt ud” af mig selv. Hvorfor ikke tage det første skridt til at kunne gøre dette med mennesker omkring mig ved først at gøre det rimeligt anonymt? På denne måde starter jeg lidt blidt ud, selvom jeg godt ved, at mine skriblerier i en blog aldrig vil kunne være substitut for at komme ud i den virkelige verden og mænge sig. Det er dog en begyndelse; altså en slags øvelse.

Nå, nu til sagen. Jeg har udskudt det længe nok. You deserve answers.

Altså, jeg fik konstateret en svær depression midt i den ellers så glade juletid. Depressionen tog allerede sit halsgreb på mig omkring sommertid sidste år; maj-juni, vil jeg tro. Og siden er den kun blevet værre og værre. I november og december måned mødte jeg ikke op på min uddannelsesinstitution én eneste gang; ingen energi, ingen motivation, intet liv.

Hvad kunne denne depression så komme af? Ifølge min læge, bl.a. en svær D-vitaminmangel, som jeg er ved at få rettet op på. En anden faktor er den social fobi, som jeg har trasket rundt med de sidste åringer af mit liv; noget jeg også først har erkendt, at jeg har, da jeg fik konstateret depressionen. En stor mundfuld? Det tror jeg nok.

Den observante læser tænker sikkert i skrivende stund (eller det gør han jo så ikke, da jeg ikke har offentliggjort bloggen endnu - altså, mens jeg rent faktisk skriver disse ord. Medmindre, selvfølgelig, at denne observante læser er pænt observant):
”dette ser umiddelbart ikke ud som en blog, der er skrevet af en gut med depression…” Jeg håber da, at han tænker sådan, for det har været et mål for mig.

Dette blogindlæg, samt det næste, der vil komme indenfor de næste par dage, er skrevet på sådanne dage, som jeg vil kalde for de ”overkommelige dage”.

Nogle dage har jeg kunnet samle mig til at skrive, og jeg har kun fået skrevet mere inden for de sidste dage, hvor jeg endelig har kunnet mærke en bedring. Selvom min koncentrationsevne har været næsten ikke-eksistentiel det sidste lange stykke tid, så har adskillige 10-minutters intervaller i Word på såkaldt overkommelige dage alligevel fået jobbet gjort.

Mit bud på humor i denne blog er en kende sort, men jeg har været nødt til at skrive dette blogindlæg, samt det næste, med et lille glimt i øjet. Selvfølgelig skal min depression og social fobi betragtes med alvorlige øjne, men jeg har også været opmærksom på, at hvis endelig jeg skal fortælle andre om min situation, så bør det også serveres, så læserne har en chance for at sluge det. Min morfar fordøjer heller ikke en mariekiks med sine bare gummer… næ, det skal helst være digestive-kiks…

Desuden er dette emne så tungt for mig, at jeg er nødt til at tage lidt let på det en gang imellem. Ellers kan det til tider næsten virker selvforstærkende på min depression.

Men nu vil jeg ikke gå mere i dybden med min sygdom her. Det vil jeg først gøre i næste blogindlæg; I’m such a tease (and proud of it). Derfor kan jeg allerede advare jer om nu, at næste blogindlæg kun bliver mere mørk, dyster, skummel, suspekt, asbest, korrekt, baret, koket og perfekt men stadig med et touch af særhed. Kunne I ikke lide dette blogindlæg, så vil I sikkert heller ikke synes om det næste. Bare en lille advarsel.

Afslutningsvis vil jeg besvare de resterende spørgsmål, som jeg ikke fik besvaret ovenover:

Hvorfor skriver du din blog på lige netop denne side? Som sagt, så har jeg brugt denne side i mange år. Jeg har en fornemmelse af, hvem de forskellige brugere er, og derfor føles det heller ikke fuldstændigt anonymt for mig at skrive dette om mig selv. Dette er måske meget godt.

Hvorfor skriver du bloggen nu efter så mange år på siden? Jeg har jo lige skrevet, hvordan jeg har fået konstateret denne depression, husker I nok. Som sagt, så bliver jeg nødt til at bryde med gamle negativer tanker og vaner, som udgør den onde cirkel, som jeg ønsker at gøre mig fri af. Denne blog er ét skridt ud af flere, som jeg prøver mig frem med for tiden.

Hvorfor vælger du så at skrive denne blog med dine hænder, når nu dine fødder godt kunne trænge til lidt afveksling? Sig mig, har I overhovedet læst, hvad jeg har skrevet. Kom nu ind i kampen! Mine fødder ønsker at holde på sine fedtede guldkorn. Jeg burde seriøst snart tage et fodbad…

Kort sagt er denne blog altså et resultat af en sygdom, men derfor behøver der jo ikke komme noget skidt ud af den. Efter, i næste blogindlæg, at forsøge at beskrive, hvordan en depression og en social fobi indvirker i et liv som mit, stadig med et udgangspunkt i ”digestive-kiksformularen”, så I nemmere kan fordøje det, så vil jeg da stadig fortsætte med mine skriblerier i bloggen; måske med nogle hints til forskellige achievements eller specifikke svære steder i spil, nogle små novellehistorier eller bare generelle sære strøtanker og ideer fra mit hoved. Bloggen skal nemlig bruges til min egen nyligt påbegyndte selvforherligelse; i 25 lange år har jeg altid veget pladsen for andre. Nu slibes mine albuer en smule, og jeg møver mig ind på listen af bloggere. You better believe it. Og ikke dermed sagt, at der aldrig har været plads til nye bloggere på Xboxlife ;-)

Denne blog har ikke været nem for mig at skrive, selvom det måske kan se sådan ud. Jeg føler mig mentalt drænet lige nu, som jeg skal til at lægge denne tekst op på bloggen, men det lykkedes mig sgu alligevel at få skrevet denne tekst ved hjælp af en dybt gemt stædighed, som jeg egentlig ikke vidste, at jeg besad. Jeg er egentlig meget tilfreds :-D

Tak fordi du tog dig tid til at læse dette.

Venligst
Ink129