Første rapport fra Krinkelkrogen

                                                            
Nå, folkens
Blog-e-di-blog; og tilmed min første af slagsen. Selvom jeg har brugt denne side i forholdsvis lang tid efterhånden (6-7 år ca.), til at læse både anmeldelser og nyheder og deltage i forskellige debatter og diskussioner rundt omkring i trådene, så er dette min første blog… på nogen som helst side… overhovedet!Jeg er Ink129, og jeg er blogger-jomfru… men det skal der laves om på; nu skal der dælme penetreres! Xboxlife skal være min første!

Men hvad skriver jeg så ellers denne blog for? Og hvorfor her? Hvorfor nu? Og hvorfor vælger jeg at skrive den med mine hænder, når nu mine fødder godt kunne trænge til lidt afveksling? Disse spørgsmål trænger sig på i jeres hoveder efter lige at have læst dem her i bloggen, og I ønsker dem selvfølgelig besvaret. Alrighty…

Hvorfor skriver du, Ink129, bloggen? Hertil kan jeg passende diske op med følgende underspørgsmål, som jeg kan mærke, ligger jer læsere på sinde:

1. Er bloggen et led i din daglige selvforherligelse? Tjo, det må siges at være delvis sandt – den er nok nærmere et led i min nyligt påbegyndte selvforherligelse. Et mere uddybende svar udbedes selvfølgelig af jer læsere, men fat tålmod; all in due time…

2. Ønsker du at dele ud af din umådelige visdom? Kun mine fødder må siges at besidde en vis form for visdom, og de deler normalt ikke ud af deres ildelugtende guldkorn… hvilket egentligt er forholdsvist ulækkert; jeg ved ikke, hvordan jeg ellers skal få de klistrede honningkugler ud mellem mine tæer. Advarsel: af personlig erfaring kan jeg berette, at Honeymonster har en fodfetisch. Need I say more? Ah, så sneg der sig sgu alligevel lidt visdom med ud ;-)

3. Skriver du denne blog for at åbne lidt mere op omkring dig selv og din person for på denne måde at tage det første skridt mod at resocialisere dig selv og dermed forholde dig til din (forholdvist) nyligt konstaterede sygdom, så du i sidste ende kan undslippe den onde cirkel, du befinder dig i og forhåbentligt blive rask? Jepsen, her rammer I virkeligt hovedet på det famøse søm. Xboxlife’ere: your perception is unmatched.

Nu bliver dette blogindlæg altså lige lidt tungere; det hele er ikke bare rent spas. Kan I mærke, hvordan bloggen nu går fra at være en super-fluevægter til… tja, mindst en mellemvægter, vil jeg tro? I kan nok bedst mærke det selv. Men nu er det altså ikke Diet Coke mere, mine damer og herrer; alt under en solfaktor 15 rækker ikke længere; vi snakker ikke bare grimt mere, men Joseph Carey Merrick-grimt (og må han hvile i fred); tvillinger siger du? Næ, prøv med sekslinger… og en collie. We are, simply put, not walking in Memphis anymore!

Serious mode on (eller i hvert fald relativt seriøs). Get ready for ”heavyness”!:
Altså, i bund og grund kan man godt kalde denne blog en del af en terapeutisk øvelse for mig. Lige præcis dette, mit første, blogindlæg er faktisk kun en præsentation eller indledning til det, I kommer til at læse om næste gang, jeg blogger (hvis I overhovedet gider læse bloggen næste gang).

I starten var det, I vil læse i mit næste blogindlæg, kun tiltænkt mine egne sarte øjne; en måde at få samlet mine tanker omkring min lidelse på og nå til en slags erkendelse, der forhåbentligt gerne skulle kunne bringe mig tættere på en egentlig helbredelse; eller i hvert fald tættere på en måde, hvorpå jeg kan tackle mine tanker og følelser og leve et forholdsvist normalt liv. Men som mine skriblerier skred frem, så indså jeg, at jeg blev nødt til at dele denne mørke episode af mit liv med folk; om end forholdsvist anonymt. Jeg har aldrig været god til mennesker (læs: jeg har altid været herreringe til mennesker), og derfor har jeg kun i de sjældneste situationer rigtig ”delt ud” af mig selv. Hvorfor ikke tage det første skridt til at kunne gøre dette med mennesker omkring mig ved først at gøre det rimeligt anonymt? På denne måde starter jeg lidt blidt ud, selvom jeg godt ved, at mine skriblerier i en blog aldrig vil kunne være substitut for at komme ud i den virkelige verden og mænge sig. Det er dog en begyndelse; altså en slags øvelse.

Nå, nu til sagen. Jeg har udskudt det længe nok. You deserve answers.

Altså, jeg fik konstateret en svær depression midt i den ellers så glade juletid. Depressionen tog allerede sit halsgreb på mig omkring sommertid sidste år; maj-juni, vil jeg tro. Og siden er den kun blevet værre og værre. I november og december måned mødte jeg ikke op på min uddannelsesinstitution én eneste gang; ingen energi, ingen motivation, intet liv.

Hvad kunne denne depression så komme af? Ifølge min læge, bl.a. en svær D-vitaminmangel, som jeg er ved at få rettet op på. En anden faktor er den social fobi, som jeg har trasket rundt med de sidste åringer af mit liv; noget jeg også først har erkendt, at jeg har, da jeg fik konstateret depressionen. En stor mundfuld? Det tror jeg nok.

Den observante læser tænker sikkert i skrivende stund (eller det gør han jo så ikke, da jeg ikke har offentliggjort bloggen endnu - altså, mens jeg rent faktisk skriver disse ord. Medmindre, selvfølgelig, at denne observante læser er pænt observant):
”dette ser umiddelbart ikke ud som en blog, der er skrevet af en gut med depression…” Jeg håber da, at han tænker sådan, for det har været et mål for mig.

Dette blogindlæg, samt det næste, der vil komme indenfor de næste par dage, er skrevet på sådanne dage, som jeg vil kalde for de ”overkommelige dage”.

Nogle dage har jeg kunnet samle mig til at skrive, og jeg har kun fået skrevet mere inden for de sidste dage, hvor jeg endelig har kunnet mærke en bedring. Selvom min koncentrationsevne har været næsten ikke-eksistentiel det sidste lange stykke tid, så har adskillige 10-minutters intervaller i Word på såkaldt overkommelige dage alligevel fået jobbet gjort.

Mit bud på humor i denne blog er en kende sort, men jeg har været nødt til at skrive dette blogindlæg, samt det næste, med et lille glimt i øjet. Selvfølgelig skal min depression og social fobi betragtes med alvorlige øjne, men jeg har også været opmærksom på, at hvis endelig jeg skal fortælle andre om min situation, så bør det også serveres, så læserne har en chance for at sluge det. Min morfar fordøjer heller ikke en mariekiks med sine bare gummer… næ, det skal helst være digestive-kiks…

Desuden er dette emne så tungt for mig, at jeg er nødt til at tage lidt let på det en gang imellem. Ellers kan det til tider næsten virker selvforstærkende på min depression.

Men nu vil jeg ikke gå mere i dybden med min sygdom her. Det vil jeg først gøre i næste blogindlæg; I’m such a tease (and proud of it). Derfor kan jeg allerede advare jer om nu, at næste blogindlæg kun bliver mere mørk, dyster, skummel, suspekt, asbest, korrekt, baret, koket og perfekt men stadig med et touch af særhed. Kunne I ikke lide dette blogindlæg, så vil I sikkert heller ikke synes om det næste. Bare en lille advarsel.

Afslutningsvis vil jeg besvare de resterende spørgsmål, som jeg ikke fik besvaret ovenover:

Hvorfor skriver du din blog på lige netop denne side? Som sagt, så har jeg brugt denne side i mange år. Jeg har en fornemmelse af, hvem de forskellige brugere er, og derfor føles det heller ikke fuldstændigt anonymt for mig at skrive dette om mig selv. Dette er måske meget godt.

Hvorfor skriver du bloggen nu efter så mange år på siden? Jeg har jo lige skrevet, hvordan jeg har fået konstateret denne depression, husker I nok. Som sagt, så bliver jeg nødt til at bryde med gamle negativer tanker og vaner, som udgør den onde cirkel, som jeg ønsker at gøre mig fri af. Denne blog er ét skridt ud af flere, som jeg prøver mig frem med for tiden.

Hvorfor vælger du så at skrive denne blog med dine hænder, når nu dine fødder godt kunne trænge til lidt afveksling? Sig mig, har I overhovedet læst, hvad jeg har skrevet. Kom nu ind i kampen! Mine fødder ønsker at holde på sine fedtede guldkorn. Jeg burde seriøst snart tage et fodbad…

Kort sagt er denne blog altså et resultat af en sygdom, men derfor behøver der jo ikke komme noget skidt ud af den. Efter, i næste blogindlæg, at forsøge at beskrive, hvordan en depression og en social fobi indvirker i et liv som mit, stadig med et udgangspunkt i ”digestive-kiksformularen”, så I nemmere kan fordøje det, så vil jeg da stadig fortsætte med mine skriblerier i bloggen; måske med nogle hints til forskellige achievements eller specifikke svære steder i spil, nogle små novellehistorier eller bare generelle sære strøtanker og ideer fra mit hoved. Bloggen skal nemlig bruges til min egen nyligt påbegyndte selvforherligelse; i 25 lange år har jeg altid veget pladsen for andre. Nu slibes mine albuer en smule, og jeg møver mig ind på listen af bloggere. You better believe it. Og ikke dermed sagt, at der aldrig har været plads til nye bloggere på Xboxlife ;-)

Denne blog har ikke været nem for mig at skrive, selvom det måske kan se sådan ud. Jeg føler mig mentalt drænet lige nu, som jeg skal til at lægge denne tekst op på bloggen, men det lykkedes mig sgu alligevel at få skrevet denne tekst ved hjælp af en dybt gemt stædighed, som jeg egentlig ikke vidste, at jeg besad. Jeg er egentlig meget tilfreds :-D

Tak fordi du tog dig tid til at læse dette.

Venligst
Ink129