Giluc's blog
06-08-2011 - 23:12

Zombie kaboom

Er der noget galt med zombiespil? Nej? Jo, måske. Zombiespil kan findes i alle afskygninger, men langt oftest går det ud på én ting: menneskene skal sørge for, at deres medmennesker ikke bliver til zombier. Praktisk talt en sygdom, der spreder sig relativt hurtigt. Dette er dog ikke altid tilfældet. Zombier er for mange blot kommet i en slags racekategori, præcis ligesom gangstere, cowboys, superhelte og aliens. Her tænker jeg selvfølgelig på spil som GTA, Red Dead, osv. 

Der findes mennesker, som ser zombier for det det er. Hjerneløse menneskelignende vanskabninger, der hungrer efter kød - eller i visse kredse; hjerner. Hjerner er helt essentielle for zombier. Hvorfor vides ikke, men måske det skyldes deres lave intelligens. Alligevel må man konkludere, at man som menneske på ingen måde bliver hurtigere af, at æde en leopard. Leoparder er ellers ganske hurtige, men smager sikkert ikke af noget specielt. Til gengæld spiser leoparder mange andre dyr - det gør dem heller ikke hurtige.

Så hvad er zombier? Zombier kan bestemt siges at gå imod mange fysiske principper. For det første kaldes zombier levende døde. Ikke levende som i vores forstand, men levende som i bevægende. Vi er levende, og bevæger os. Zombier kan ikke være levende, fordi de er døde. Det er ligesom de mange insekter der har reflekser efter at være blevet dræbt. En høne kan også løbe rundt i overraskende lang tid, efter at være blevet halshugget på ganske brutal vis. Hønen kan derfor på sin vis sammenlignes med zombien, men man må dog stadig forstå at zombier ikke blot fungerer ud fra reflekser. Zombier har nemlig en form for intelligens, eftersom de er i stand til at gå direkte efter det friske menneskekød.

Og med dette kan vi gå videre til noget andet interessant. Zombier spiser ikke hinanden. Hvorfor? Jo, fordi zombier ikke kan få den nødvendige næring fra en anden zombie. Hvorfor ikke? Fordi zombier er døde, og ikke har nogen næring. I hvert fald ikke den rette næring. Men! Zombier æder mennesker (og i visse tilfælde dyr), der tilsyneladende har den rette næring. Når disse ofre bliver til zombier, hvad sker der så med den næring? Optager zombien det? Igen, ifølge fysiske principper, skal den næring (energi), omdannes til noget andet. Det kan være hvad som helst, men hvad bliver det til i denne omdannelse? Hvis zombien får kødet - hvad bliver der af det? Mange zombier mangler jo både organer og store dele af deres kroppe. F.eks. mavesækken. Og hvordan kommer de af med det de har spist? Jeg har endnu til gode at se en zombie gå på toilettet.

Derfor vil jeg påstå, at zombier ikke er omdannede mennesker. Zombier bliver til på magisk vis, når de på den ene eller den anden måde får sygdommen (dette sker ofte ved bid). Og! Jeg tror for øvrigt at det hele er ligemeget, da zombier ikke eksisterer i vores verden (det vil jeg i hvert fald påstå). Jeg er desuden ganske overtræt, selvom det ikke er specielt sent. Vi ses.
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.