DelPrado's blog
30-04-2008 - 13:16

GTA IV - De første ord

En ting som har været omdiskuteret i det nye Grand Theft Auto IV, er grafikken. Nogen mener den ikke er god nok i forhold til hvad der kan præsteres i dag, andre mener den er ganske flot. Jeg må selv se mig tilhænger af sidstnævnte. Det er nok også fordi jeg har spillet en del Saints Row, som er et spil i samme genre og tog afstand fra GTA-serien i henhold til detaljer og styreenheden, og der var det jo ikke just grafikken som fangede én. Grafikken var ikke rigtig noget at råbe hurra for. Men nu er der et spil som fanger én gennem gameplayet og samtidig er grafikken i top i henhold til genren, hvilket lige giver den ekstra "wooaa-oplevelse"! Selvom nogle mener grafikken ikke er i top, tvivler jeg stærkt på, at nogen skulle mene den ligefrem er dårlig. Mon ikke om man kan gå på kompromis og så sige vi her har et spil med middelhøj grafik.

En anden ting, der slog mig da jeg startede spillet første gang, er styringen af køretøjerne. Lige til at starte med tænkte jeg - undskyld udtrykket - "what the fuck!". Men nu hvor jeg har fået spillet det et par timer synes jeg faktisk det virker ret godt. Jeg kan godt lide ideen med, at man ikke bare kan give den fuld hammer gennem byen og tage svingene så let som ingenting, men at man derimod skal lære at styre de forskellige bilers udsving når man trækker i håndbremsen for at dreje om et hjørne - for der er skam forskel på de enkelte biler. Det er i hvert fald hvad jeg har erfaret indtil videre. Skulle der stadig være nogen som bander og svovler over styringen synes jeg lige de skulle benytte sig af udtrykket - "øvelse gør mester". For som nævnt tidligere, ændrede jeg selv gevaldigt holdning til styringen af køretøjerne.

Noget andet jeg lige vil fremhæve er mobiltelefonen, som de formår at integrere ganske fornuftigt i forhold til Saints Row, som ligeledes havde en mobiltelefon med i sit spil. Til dem som endnu ikke har prøvet GTA, bruges mobiltelefonen til at få missioner fra folk som man allerede har mødt i løbet af historien. Man kan ligeledes selv ringe bekendtskaber op og samtidig invitere disse ud for at hænge ud i nogle af de mange sidemissioner såsom at spille pool og meget andet. En anden fiks lille detalje er, at disse venner selv ringer i tide og utide. Passer tidpunktet ikke helt fordi man egentlig er i gang med noget andet har man også mulighed for at afvise opkaldet. Dog skal man passe på med ikke at forsømme sine venner, da det så også kan gå den anden vej, når man selv henvender sig.
Mobiltelefonen virker meget bedre i GTA end i Saints Row dels på grund af måden de har integreret den i selve spillet, og så fordi i SR røg man ud i en pausemenu når man ville bruge sin telefon modsat GTA hvor man bliver inde i selve spillet.

En anden mulighed man har med sin telefon, er at ringe det velkendte 911 for enten at få fat på politiet, en ambulance eller brandvæsenet, som straks rykker ud til stedet du ringer fra. Som man efterhånden stifter bekendtskab med sin fætter, der arbejder hos et taxaselskab, får man også mulighed for at ringe efter en taxa. Alle som har spillet forgængerne, og er strandet langt væk fra alt, vil formodentlig se dette som en skøn feature - heraf mig selv! Der er ikke noget værre end at skulle gå, gå og atter gå.

Jeg tror udviklerne har haft meget fokus på de mange detaljer i spillet - de virker i hvert fald sådan for mig. Tidligere har man fx ikke kunnet stjæle biler der var låste, hvor han så bare stod som en lille tissetrængende dreng og hev i dørhåndtaget til toilettet. Nu, hvis bilen er låst, har man så mulighed for lige at tage albuen frem og smadre ruden og lige få anbragt et par vinduesstumper på vejen, hvorefter man fint kan stjæle bilen.

Når man er i besiddelse af en pistol har man som tidligere også mulighed for at skyde inde fra bilen. Mens man kører og har lyst til at skyde ud, smadrer man lige ruden hvorefter man har mulighed for at skyde - en anden lille fiks detalje hvor jeg bare tænkte, "nice".

Disse ord er forfattet efter kun få timers spil. Jeg er helt sikker på, jeg fremover vil blive helt overrasket og få en masse "nice-oplevelser" i form af de mange nye features.

Så vil du ikke have et spil som du bliver nødt til at spille videre på, skal du ikke købe GTA IV, for man bliver simpelthen nødt til at se hvad der sker næste gang i historien og hvad man ellers har mulighed for i spillet - sådan har jeg det i hvert fald....
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.
Xboxlife Blog
Profil Statistik
  • I dag: 0 besøgende
  • Denne måned: 0 besøgende
Arkiv Kategorier
Følg Xboxlife her