Wanna go fight some Crime?

 - Super

Da jeg satte mig ned for at se ”Super” var jeg ikke sikker på, hvad jeg skulle forvente. Ud fra traileren kunne det se ud som om, at Super ville være en plat parodi på andre superhelte film, men så alligevel ikke.

 Jeg besluttede mig for at give den en chance, da jeg tidligere har nydt både Defendor og Kick-Ass. Jeg kan godt lide tegneserier, der foregår mere på gadeplan, og med Super og de førnævnte Defendor og Kick-Ass har jeg fundet mig en niche-genre inden for film, som jeg synes rigtigt godt om.

De viste sig, at traileren forsøgte at sælge filmen, som værende en mere lighthearted komedie, og giver filmen et indtryk af at være anderledes end den er. Super er en mørk komedie. Den bedste slags komedie.

I filmens første 20 minutter er det svært at ikke at tænke; ”Hvad i alverden er det her?”. Tiden bliver brugt til at etablere filmens setting, og hovedpersonen Frank D´Arbo , spillet af Rainn Wilson. Frank er en sørgelig skabning. Hans kone, Liv Tyler, har forladt ham til fordel for naren, Jacques, spillet af Kevin Bacon.

Det tager Frank ikke særligt pænt. Tudbrølende sætter hans sig på gulvet foran et spejl, og ser på sig selv græde, så han rigtigt kan få ondt af sig selv. Det kan simpelthen ikke blive mere ærgerligt. Men! Så er det, at han får et tegn fra gud, og beslutter sig for at blive en Superhelt, så han kan bekæmpe kriminalitet, og få sin kone tilbage fra ham, der har stjålet hende. Så starter filmen og handlingen går for alvor i gang. Frank skaffer sig et kostume og stor tung svensknøgle, så han kan banke skurke.

Volden er brutal og til tider skræmmende realistisk, hvilket gør den klam. Super er blevet kritiseret af nogle for at volden er overdrevet. Jeg tror, at det der gør effektivitet af volden så høj, er fordi, at den bliver fremstillet så realistisk. Du ser en badguy bliver smasket lige i panden med fuld hammer med en tung svensknøgle, hvorefter han går i gulvet, og publikum ser ham ligge på jorden og bløde. Det er, hvad der sker, når du får smadret kraniet. Som Frank´s Sidekick, Boltie, siger i en anden scene: ” It's called internal bleeding, motherfucker, and then you die.”

Det er samme realisme, der viser, hvor absurde superhelte, som f. eks Batman eller Moon Knight i virkeligheden er, når man fjerner selvtægtsmænd fra tegneserier og flytter dem over i film i en realistisk og seriøs setting. Super formår at gøre det med troværdighed og med respekt for tegneserier, som filmen tydeligvis er inspireret så, så det ikke går hen og bliver plat.

Filmen´s helt store stjerne er Ellen Page, der spiller Frank´s sidekick, Boltie. Boltie udviser en fantastisk entusiasme og nyder måske, det her Crime-fighting lidt for meget. Ellen Page spiller sin røv i laser og leverer den bedste præstation, jeg længe har set. Jeg vil endda gå så langt som at kalde hendes optræden i Super for en sand Nicolas Cage – performance, og det siger ikke så lidt.

Jeg kom det meste af følelses-registeret igennem i løbet af filmen. Super er hardcore og ret ekstrem. Filmen er på en gang både sjov og sørgelig, og handlingen egentligt forfærdelig med to personer, der klæder sig ud, og gennemtæsker, hvem end de nu synes fortjener det.

Jeg kunne godt fristes til at sammenligne Super med Kick-Ass, men de er alligevel ret forskellige. Kick-Ass er mere Big Budget Hollywood action, hvor Super er mere mørk, dyster og også lidt dybere, og mere realistisk i sin fremtoning og fremstilling af helte-genren.

Super er den bedste film, jeg har set i år, og har du muligheden, kan jeg kun anbefale dig at se den – også selvom filmen ikke vil være for alle.

- Shin