Tak for denne gang.

 
 Jeg har længe været i denne her fase. En fase, som jeg ved en del af jer, kan nikke genkendende til. Jeg vil gerne spille, men jeg gider ikke. Jeg har lyst til at spille, men så snart jeg sætter et spil i maskinen, så går der ikke lang tid før, at jeg keder mig. Det har været sådan i et par mdr. nu, hvor jeg egentligt kun har spillet Dual of the Planeswalkers, og brugt det som supplement til, når jeg spiller med rigtige kort. Dual of the Planeswalkers er udmærket, men det er bare så tamt i forhold til at spille med rigtigt pap.

 Jeg bruger en del tid på at læse om spilnyheder, læse om nye spil, og engang imellem tjekke fora for nogle af de spil, jeg har spillet. Jeg synes gaming som helhed er spændende, men når det kommer til det, at sætte sig ned med arkade sticket i hånden bliver jeg sådan lidt.. mehhh. Jeg vil gerne, men efter, at have spillet 2-3 kampe, så bliver det kedeligt.

 Jeg har altid været typen, der har spillet et, to eller højest tre spil ad gangen, og så kun spiller dem. Jeg mangler et godt spil. Et spil, jeg brænder for. Et spil, jeg kan kan blive ved med, og som hele til vil være spændende og sjovt. Der har hele tiden været sådanne spil.

Det første spil var Dead or Alive 4. Det er den bedste 3D Fighter, jeg har spillet. Gameplayet var fantastisk, online var super, og det bedste var nok, at der var så mange fede mennesker at spille det med online. Dead or Alive 4 var også første gang, jeg følte, hvor fedt, det var at spille sammen med andre. Jeg spillede uendeligt meget tag med Mr. Badboy "Ghost" eller R 3 P T II L E som han hedder nu. I starten var det sådan noget med: "Jeg tagger nu. ER DU KLAR?", men til sidst, behøvede man ikke sige noget. Jeg vidste, hvad Ghost lavede, og hvornår han gjorde det, og han vidste det samme om mig. Vi blev så sammenspillede, at vi næsten var i symbiose, og vi kunne tagge (næstent :D) flawless ind og ud af hinandens komboer og juggles. Det var en sand fornøjelse.

Sideløbende med DOA havde jeg også gang i Full Auto. Den stærkeste arkaderæser på xboksen. Fun. Spillet var ganske enkelt Pure Fun. Det var sick online og adrenalinpumpende, og der var en hård kerne af dygtigere kører, og et community på tværs af nationaliteter, der alle havde mødt hinanden massere af gange i ranked. Man begyndte at føle at man kendte sine modspillere, og fik gang i noget godmodigt rivaleri. Det var fedt den måde, man kunne huske folks tag på. Man så et navn og tænkte: Shit. Han er crazy ham der. Ham skal jeg ihvertfald ikke forsøge at presse mig op foran i de to første sving. Full Auto lever desværre ikke mere - Onlinedelen er død. Der kom senere et Full Auto 2 eksklusivt til PS3. Jeg kan forestille mig, at de vildeste Full Auto spillere - de var virkeligt spillere, der levede og åndede Full Auto. Både fedt og skræmmende på en gang - skiftede til PS3. Jeg ved ikke, hvordan det gik spillet på PS3, men jeg går desværre ikke ud fra, at det blev den helt store succes. Firmaet bag spillet (der iøvrigt også lavede det fantastiske Cell Damage til sidste generation) er desværre lukket idag.

The Next Big Thing var Chromehounds. Spillet var lyssår foran alle andre spil på markedet dengang og ( ifølge min måske subjektive vurdering) stadig foran dem idag. Spillet var 100 procent klanbaseret, og jeg startede op sammen med min DOA-buddy SoberMonkey, og fik senere nogle af de andre DOA tosser med, samt rekruteret mechpiloter fra diverse fora.

 Det var spændende at følge hele spillets livsfase. Fra begyndelsen til enden. I starten med var det overvældende. Man kunne alt i det spil. Der var stort set ingen grænser, for hvad man kunne bygge af mechs. Det var sindssygt fedt, at komme med vores squad på 5, med hver vores gigantiske dødsmaskine, der selvfølgelig alle var dekoreret med kæmpestore Dannebrogsflag. Det var sjovt at lege med Glenn´s tech i form af en lynhurtig hovercraft equipped med homing missiles. Senere troede vi i squaden, at vi havde brugt formatet, da vi lavede vores "pink piler squad" - det havde vi ikke. Det var her Chromehounds viste sin svaghed. Double Double Hounds.   
 Da spillet havde været ude i et par måneder fandt spillerbasen ud af, at der var et build, der var alle andre builds overlegende. Double Double hunden. Den smadrede alt. Alt siger jeg. Da var der, at spillet mistede det, der gjorde Chromehounds fedt. Man kunne ligepludseligt ikke længere spille som man ville i de hounds man ville. Eller jo. Det kunne man godt, men så ville man få smadder. Det ødelagde spillet for mig og mange andre.
 Chromehounds gameplay var bygget op omkring kommunikation, radarer og radiotårne. Teamwork og kommunikation var alfa og omega. Før man kunne tale med hinanden, var man nødt til have en kommander på holdet, og sikret radiotårne. Man følte sig hurtigt både alene og på spanden, hvis man kom lidt uden for radioradius.  Lækkert og spændende koncept. Indtil Microsoft lancerede partychat. Det ødelagde aspektet og en stor del af ideen bag spillet totalt. Nu var spillet bare rent double double hound vs double double hound og intet andet. Sega har senere lukket serverne og det er ikke længere muligt at spille MMO/hoveddelen af spillet online mere.

Efter Chromehounds vendte jeg igen tilbage til Dead or Alive 4 - men så skete der noget vildt! Ultimate Mortal Kombat 3 landede på arkade og med online play! Det var det vildeste og fedeste 2D Gameplay, jeg nogensinde havde prøvet. Jeg har bidt med det samme og har spillet on/off ligesiden med emphasis på off her på det sidste.       Jeg har lollet rigtigt meget i det spil med Jibla og Lintrup. Lige pludseligt fik Lintrup dog et liv, og så har han ikke været så meget på mere :0). Jibla er også kanon, men der er dog grænser (believe or not :P) for, hvor mange gange, man kan sidde og spille Liu Kang Vs. Human Smoke. Thi da var det, at UMK3 største mangel kom frem.  Hvad havde Dead or Alive 4, som Ultimate Mortal Kombat ikke havde? Ding, ding, diiiing! Rigtigt. Danskere, der spiller spillet. Der findes kun 2 danskere i hele verden, der spiller UMK3 på Xboks. Jibla og så Mig. Det er det. Punktum. Det hjælper nok heller ikke på det, at det er blevet fjernet fra markedspladsen, så man ikke længere kan hente det.

UMK3 var nice, men det var Dead or Alive også, så det spillede jeg stadig. Jeg var til sidst så god til DOA, at jeg blev S-Rang. Det er den næsthøjeste Rang man kan opnå spillet. Jeg var lykkelig. Det er den achievement, jeg til den dag idag stadig er gladest for. Der er mange andre end mig, der har fået den achievement, men der er ikke mange andre, der har fået den uden at snyde (spille mod begyndere, for at opbygge en winningstreak, der giver mange point, og så slukke xboksen hver gang, man er ved at tabe). Samtidigt, var det også ved at gå op for mig, at jeg ganske enkelt ikke kunne blive bedre til det spil. Jeg udviklede mig ikke. Jeg kunne spille alle figurerne (måske ikke så godt med lige Tengu, Christie eller Helena). Jeg havde en basis forståelse for spillet. Jeg kunne spille random teambattle og vinde. Jeg var god. Jeg var dog stadig ikke god nok til at spille med de bedste. Jeg var på et mærkeligt skilllevel. Jeg kunne banke de fleste let som ingenting, men ligepludseligt kommer der en SS-Rang og gennem ********´er mig. Jeg havde over 13.000 online kampe, og var så småt ved at blive lidt træt af spillet, og havde opnået mit mål: Fået  S-Rang udelukkende ved at spille mine favoriter, heriblandt, Tina, Ein, Eliot, Bass, Leon, Jann Lee.

Heldigvis var ShadowRun lige landet, og hold da op. Det er den mest gennemførte, dybe og velafbalanceret shooter, jeg nogensinde har spillet. For satan, hvor er det spil godt. Ikke nok med det, så var der danskere i spillet. Der var internethomiesne, der har holdt ved ligesiden Dead or Alive 4, men der var også nye spændende og ikke mest farverige personligheder, der hærgede SR-Serverne. Jeg havde fundet det nye spil, der bare var spillet. Det havde alt. Fantastisk Gameplay. Super og velfungerende online, og måske det vigtigste. Pissefede personer at spille det med.    Spillet var godt. Rigtigt godt. ShadowRun er det spil, jeg har spillet næstmest efter Dead or Alive 4. Jeg fik vel spillet det en ca. 2 års tid, før jeg gik død i det. Spillet fik desværre ikke den opmærksom det fortjente, og udviklerne måtte lukke studiet.

Det næste fabelagtige spil, jeg gav mig i kast med var Marvel. Vs. Capcom 2. Spillet lider lidt af UMK3-syndromet. Det er nice, men der er ikke rigtigt nogen, der spiller det. Det er super at spille med Slux, men der måtte gerne være nogle flere.

Det bringer os til nutiden. Jeg sidder her, og vil gerne spille, men der er ingen spil iøjeblikket der er "Spillet" eller har potentiale til at blive spillet. Jeg har prøvet massere af forskellige titler, men, der er bare ingen, der fanger. Jeg bruger for meget energi på at ville spille, og tænke på, hvad jeg nu skal spille. Faktum er, at der ikke er noget, jeg vil spille.

Når andre herinde fortæller, at de også er inde i en periode, hvor de gerne vil spille, men ikke rigtig vil alligevel, er jeg ikke bleg for at skrive "lad være med at spille. Brug tiden på noget fornuftigt".

Jeg havde egentligt tænkt mig at spørge jer til råds om, hvilket spil, der skulle være mit nye Spillet, men jeg vil i stedet følge mit eget råd. Der er ingen grund til at tvinge sig selv til at spille. Der udkommer ingen spil i nærmeste fremtid, der er interessante nok til at blive Spillet. Jeg ved MK9 kommer til at blive Spillet, men det kommer ikke før engang i 2011.

Jeg vil derfor sige tak for denne gang. I særdeleshed til Dead or Alive-Crewet, Chromehounds-Crewet og ShadowRun-Crewet. Og selvfølgelig alle andre, jeg har hygget mig med online. Jeg har spillet med så mange, og undlader derfor at nævne navne, så jeg ikke glemmer nogen.

- Shin