Carsten O's blog
06-08-2006 - 23:15

Månens bagside. Bret Easton Ellis møder ”Bret Easton Ellis” i Lunar Park.





Forestil dig at blive bestseller-forfatter med efterfølgende rigdom og instant berømmelse i en alder af kun 20 år. Og forestil dig så endvidere, at du rent menneskeligt, midt i dit professionelle forfatter-livs ustoppelige succes, som blot vokser og vokser for hver ny roman, mister orienteringen og forankringen og følelsen af virkelighed: Din familie forsvinder for dig, mens berømmelsen skylles ned med sprut, stoffer og sex.


Historien er kendt og næsten kliché: Berømmelsen har som sagt altid en pris, medaljen har også en bagside og ethvert ugeblad med respekt for sig selv bringer historien om de kendte og berømtes (for)fald uge efter uge. Ikke desto mindre er det denne historie den amerikanske forfatter Bret Easton Ellis forsøger at fortælle i sin kommende roman, Lunar Park, hans første siden Glamorama (2000). Lunar Park - eller Måne Park, som titlen i en mundret oversættelse dansk kunne lyde - handler om Ellis’ kamp med den pludselige berømmelse han fik med udgivelsen af debutromanen Less Than Zero (1985), de heraf følgende fester, stoffer og kvinder, og de samtidige problemer i familielivets sfære, de uendelige verdensturneer med bogsigneringer, interviews og pinlige optrædener. Med andre ord: Et miljø, som læsere af Ellis’ andre romaner vil være særdeles bekendt med. Som i American Psycho og Glamorama får vi et indblik i et excessivt, men overfladisk jetset-liv.

Ikke desto mindre - og på trods af det for en umiddelbar betragtning velkendte Bret Easton Ellis-univers - så bevæger forfatteren sig med Lunar Park ind i helt nye og meget spændende områder, der afslører nye sider af forfatterskabet.

 

Performativ biografisme

Umiddelbart lugter projektet af selvbiografi og bekendelsesroman. Men selvom værket da også på mange måder kan læses som en opsummering eller status over forfatterskabets tematiske orientering og tråde, så er Lunar Park langt fra en så entydig sag. For der går ikke lang tid, før man som læser begynder at sætte alvorlige spørgsmålstegn ved værkets indledende karakter af selvbiografi.

Litteraturforskeren Jon Helt Haarder har i en artikel (”Det særlige forhold vi havde til forfatteren. Mod et begreb om performativ biografisme”. I: Norsk Litteraturvitenskapelig Tidsskrift, vol. 8, nr. 1, 2005) brugt begrebet ”performativ biografisme” om en litterær tendens, hvor der etableres et underfundigt spil mellem den empiriske forfatter og en medieskabt, konstrueret eller på anden måde ’fiktiv’ version af forfatteren selv. Begrebet ’performativ’ kan således forstås i retning af ’performance’ (iscenesættelse, teatralitet), hvor der leges med det ellers så modsætningsfylde forhold mellem fakta og fiktion, faktisk forfatter og forfatteren i teksten. Men i ligeså høj grad skaber den performative biografisme et subjekt, en forfatter, der stiller spørgsmålet: Hvem er jeg? Og i den forståelse kan den anskues, som et stilistisk og æstetisk særtræk ved en bestemt litteratur, der søger at udforske identitetens væsen i moderniteten.

Som Jon Helt Haarder også anskueliggør i sin artikel, så er den performative biografisme noget helt andet end den utopiske sammensmeltning af liv og kunst, man kunne finde i den historiske avantgarde - og som er beskrevet i Peter Bürgers indflydelsesrige bog, Theorie der Avantagarde (1974). Nok har den relationer til de avantgardistiske utopier, men den adskiller sig på væsentlige punkter herfra. For den performative biografisme søger ikke at ophæve skellet mellem liv og kunst. Tværtimod søger den ofte, med en traumatisk diskurs, der eftersøger identitetens rod, ind i de gråzoner, der ligger imellem dette ’liv og kunst’ forhold. Romaner, hvor protagonisten hævdes at være identisk med forfatteren - eller i de selvbiografier, hvor hovedpersonens navn er en anden end forfatterens - laver rod i den ’pagt’ eller ’kontrakt’, der normalt eksisterer mellem læser og forfatter: Er det en roman jeg læser (og dermed et fiktivt værk) - eller er det en selvbiografi (og dermed et ikke-fiktivt værk)?

Flere danske forfattere er kendt for performativ biografisme: Peter Høeg i De måske egnede (1993), Preben Major Sørensen i Øksens tid (2002), og, som den måske nok mest radikale danske forfatter udi denne genre: Claus Beck-Nielsen, der har iscenesat sig selv og sin egen biografi gennem adskillige teaterstykker, avisklummer og bøger, senest ”biografien” Claus Beck-Nielsen (1963-2001). En biografi (2003). At der er ikke blot er tale om en smal avantgardistisk eksperimenterende litteraturtrend kan man forsikre sig om ved at vende næsen mod USA. Her finder man en veritabel bølge af højtråbende unge succesfulde forfattere, som i høj grad iscenesætter eller investerer egen person og biografi i deres værker. Her kan man blandt andet nævne Dave Eggers og hans A Heartbreaking Work of Staggering Genius (”Et hjertegribende værk af overvældende genialitet”, 2001) og Jonathan Safran Foers Everything is Illuminated (”Alt bliver oplyst”, 2003). Og sidst i rækken finder vi altså Bret Easton Ellis og Lunar Park.


Lunar Park

Lunar Park’s  første sætning lyder: ”You do an awfully good impression of yourself”. Sætningen indeholder en finurlig dobbelthed i sig, som er så typisk for Ellis: Begyndelsen spiller på forholdet mellem autencitet og iscenesættelse og identitetens placering mellem disse poler. Og allerede her, i bogens første koncentrerede linjer, bliver vi på fornem vis præsenteret for det centrale omdrejningspunkt i Lunar Park.


Men dobbeltheden glemmer man næsten ligeså hurtigt, som man fornemmede den, for fra præsentationen af Lunar Park’s indledning begynder Bret Easton Ellis at gøre rede for sine andre romaners begyndelser. Fra debuten, Less than zero, til Glamorama og endelig Lunar Park, opremses og karakteriseres alle begyndelserne på romanerne. Af disse begyndelser kan Ellis se en udvikling i sit forfatterskab, hvor sproget bliver mere og mere komplekst, mere og mere ornamenteret. Og det er en udvikling mod det dårligere, skriver Ellis, for det svulstige og ornamenterede signalerer mangel på kontrol. Og måske, hvis man ellers kan lave sådanne forbindelser mellem fiktion og forfatterens indre liv, så signalerer denne udvikling måske også større og større kaos i forfatterens eget liv? Det synes i hvert fald at være tilfældet, når man læser Ellis’ videre beretninger om sit liv i første kapitel. Med Lunar Park søger Ellis derfor at tilbagevinde kontrollen, både med forfatterskab og sit eget liv. Begyndelsessætningen bliver således beskrevet som et forsøg på at vende tilbage til fordums simpelhed og minimalisme, og heri underforstået; en tilbagevenden til noget mere ægte og sandt. Kapitlet slutter med et vigtigt nb. om dette til læseren: ”Hvor frygtelige disse nedskrevne begivenheder end kan lyde, så er der én ting du må huske på, mens du holder denne bog i dine hænder; alt dette er virkelig sket, hvert et ord er sandt.”

 

Selvbiografi?

Indledningen skaber, med alle henvisningerne til Ellis’ tidligere romaner og livet omkring dem, en klar fornemmelse af selvbiografi. Ja, der insisteres i den grad på bogens sandhedsværdig og ægthed, og således opbygges et fortrolighedsforhold mellem forfatter og læser: Dette er en bog om forfatteren Bret Easton Ellis’ liv.

Men som man læser videre opstår der helt store og fatale brud på den kontrakt, der indledningsvist etableres med læseren. Af gode grunde, som ikke skal afsløres her, bryder det selvbiografiske element sammen. Mellem første introducerende kapitel og resten af bogen opstår mærkværdige og ret så uhyggelige sprækker. Dels mellem Bret Easton Ellis og ”Bret Easton Ellis”, dvs. mellem virkelighedens forfatter og karakteren ”Bret Easton Ellis” i Lunar Park, og heraf følger også en sprække mellem virkelighed og fiktion. Men det er ikke en sprække uden bro, for forfatteren insisterer på en sammenhæng mellem de to; en sammenhæng mellem iscenesættelse, fiktion og autencitet. Legen med forholdet mellem illusion og virkelighed, som var så evident i Glamorama og American Psycho, hvor man ofte tvivlede på om fortælleren nu også fortalte os hele sandheden, er nu delvist forsvundet. I Lunar Park insisterer Bret Easton Ellis på at vi skal tro fortælleren ”Bret Easton Ellis”. Også selvom han fortæller de utroligste ting.


Bret Easton Ellis gange to

Forlaget har på deres officielle hjemmeside til Lunar Park illustreret den performative biografisme i romanen ganske godt. Siden hedder www.twobrets.com , og som navnet antyder, så præsenteres vi her for to styk Bret Easton Ellis. En stor sprække, som går lige igennem et portræt af forfatteren, deler siden i to, hvor vi på hver sin side præsenteres for to væsensforskellige biografier af forfatteren og manden:

I den ene er han ugift og har ingen børn. I den anden har han været gift med skuespilleren Jayne Dennis, med hvem han har et barn. Siden giver også et link til Jayne Dennis’ officielle hjemmeside ( www.jaynedennis.com ), hvor man kan finde ’private’ fotos af Jayne og Bret, og der er også billeder af Jayne Dennis og hendes tidligere kæreste, Hollywood-skuespilleren Keanu Reeves. Her begynder det imidlertid at blive kringlet. For Jayne Dennis eksisterer ikke i virkeligheden. Der findes ikke en skuespiller kaldet Jayne Dennis, som har spillet med i soap-serien Days of our Lives. Illusionen er ellers meget gennemført eksekveret: Der eksisterer sågar en ”fan-hjemmeside” til skuespilleren Jayne Dennis, således at hvis man ’googler’ hendes navn får man også præsenteret en amatør-agtig side, der giver sig ud for at være ”The Number One Jayne Dennis Fan Site” ( www.jayne-dennis.com ).

På denne måde roder Lunar Park rundt i forholdet mellem fiktion og selvbiografi. Men pointen er ikke så meget at man skal spekulere over, hvad der er sandt og hvad der er falsk i biografierne (selvom det ikke helt kan undgås). Pointen er, at begge biografier tilsammen udgør personen Bret Easton Ellis. Hvor virkelighed og fiktion spilles ud mod hinanden for at afsløre overflader i romaner som American Psycho og Glamorama, hvor enhver dybde reduceres til en æstetisk overflade, så ser man i Lunar Park forsøg på at nå ind under denne overflade via den performative selvbiografi, via sammensmeltningen af virkelighed og fiktion. Hvor devisen i American Psycho således er, at alt er overflade, overflade, overflade, så er den nye erkendelse i Lunar Park: Der er alligevel noget, en anden verden, under tingenes overflade.

  

Gys og gru

Og det der dukker frem fra denne verden under tingenes overflade, er absolut ikke rare ting. Bret Easton Ellis har altid flirtet med gyser-genren. Men Lunar Park skriver sig mere end nogen af hans andre romaner ud i denne genre. Og man kan da også fornemme, at der ligger en hyldest til gamle ”hjemsøgte huse”-historier gemt i Lunar Park. Når Ellis tager fat i denne genre, hvilket han i parentes bemærket gør mesterligt, så har det netop at gøre med forsøget på at trænge ind under overfladen. Gysergenren er mere end nogen anden genre kendetegnet ved tematiseringen af ting, der ligger under overfladen: Det drejer sig således om tabuiserede eller på andre måder forbudte eller hengemte ting og emner, som Freud blandt andet har skrevet om i sit nu klassiske essay, ”Det Uhyggelige” (1919). Gyset søger at konfrontere os med disse tabuiserede, forbudte eller fortrængte sider af os selv, som vi af forskellige grunde ikke vil have frem, men som ikke desto mindre indeholder vigtige nøgler til forståelse af os selv og omverdenen. I Lunar Park manifesteres denne konfrontation med tingene under overfladen meget bogstaveligt, idet alle Bret Easton Ellis’ værste dæmoner dukker frem og konfronterer ham - i bogstaveligste forstand. Man siger ellers at forfattere uddriver deres dæmoner i fiktionen. Og Bret Easton Ellis har da også selv brugt denne frase, som et forsvar mod de mange kritiske angreb mod American Psycho. Men i Lunar Park synes det modsatte at være tilfældet: Ellis opdager til sin rædsel, at han bliver forfulgt af sine fiktive karakter. Fiktionen bliver virkelig og manifest. Således bliver Bret Easton Ellis’ absolut mest kendte og kontroversielle karakter, Patrick Bateman fra American Psycho, vakt til live igen, som en anden zombie. Og denne gang er han mere uhyggelig end nogensinde, fordi han er virkelig og ikke et tomt uvirkeligt hylster, som i American Psycho.

 

Status og nybrud

Da Ellis benytter karakterer, sentenser og motiver fra alle sine andre romaner, så bærer Lunar Park umiskendeligt præg af status. Og når man hertil ligger hans brug af eget navn i fiktionen, ja, så er det svært ikke at se romanen netop som en slags status over forfatterskabet. Og man kan tydeligt se en udvikling. Selvom Lunar Park absolut hører til en af de mest uhyggelige og rystende bøger Ellis har skrevet, så indeholder den en optimisme og en tro på livet, som ikke har været så evident tidligere. Den styrer med andre ord i retning af noget mere ægte - eller i hvert fald: Ellis søger her dybere ned under Armani-jakkesættet på sine karakterer end han hidtil har gjort. Interessen for overfladens æstetik, som han tidligere har indrammet og beskrevet så eminent og præcist, er nu erstattet af en mere prægnant interesse for essens: Det handler ikke mere så meget om hvordan jeg er, men hvem jeg er.

Hvad end forfatteren udgiver i fremtiden, så vil det uden tvivl være romanen American Psycho, der også fremover vil blive forbundet med Ellis’ navn. Som sådan kan man sige, at den både har været en forbandelse og en velsignelse for forfatteren. En velsignelse, fordi Ellis med denne skandaleroman hævede sit eget forfatterskab op i forfatternes superliga. En forbandelse, fordi American Psycho så sandelig også var et stort problembarn. Bret Easton Ellis har flere gange omtalt, at det havde store følelsesmæssige omkostninger for ham at skrive American Psycho. Og det er heller ingen hemmelighed, at han også efter udgivelsen havde det svært med bogen og sig selv som forfatter til den. Med Lunar Park har Bret Easton Ellis for alvor taget kampen op med de dæmoner, der udsprang af American Psycho og forløbet omkring den. Og selvom Ellis nok aldrig undslipper ånden fra Patrick Bateman, så cementerer Lunar Park forfatterens position som en af de absolut vigtigste og bedste nulevende amerikanske forfattere.

Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.
Følg Xboxlife her