Sidste afsnit efterlod mig med gåsehud og en stor klump i halsen. Ikke nok med at "Six Feet Under" er verdens bedste tv-serie sådan helt generalt, så har den også den bedste afslutning på en serie jeg nogensinde har set. Uden at afsløre for meget, så kan jeg sige, at den simpelthen er så elegant og fornemt udført, at man bliver ramt lige i hjertet.

I Six Feet Under følger man livet i en familie, der tilfældigvis driver et bedemandsfirma. Via familiens konstante og hverdagslige forbindelse med døden kredser serien om dette livets uomgængelige vilkår; at vi alle skal dø. 

Serien går mere direkte og sofistiskeret til dette emne end noget andet jeg har set før. Der lægges så absolut ikke fingre imellem - hvilket er befriende og forfriskende. En af seriens helt centrale pointer er, at vores vestlige kultur viger så meget væk fra døden, at den bliver et tabu, selvom det netop er dét ene, der forbinder os alle her på jorden; at vi alle skal dø. Derfor viser serien også alle instanser af bedemandens arbejde. Fra konservering af lig, sminkning og organiseringen af selve begravelsen.

Selvom det altså er ret så tunge emner serien bøvler med, så er der også indflettet en befriende sort form for humor der ubesværet bliver blandet sammen med det mere seriøse.

Det har været en udsøgt fornøjelse at være i selskab med Fischer-familien. Heldigvis ejer jeg hele serien på dvd, så jeg kan besøge dem igen og igen, hvis jeg kommer til at savne dem alt for meget...